Brobygning og praktik giver unge et klarere uddannelsesvalg
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Elever oplever virkeligheden på egen krop – og det gør en forskel. Tilbuddene om brobygning og praktik i udskolingen rammer plet, hvis man spørger to lokale elever.
For både tidligere og nuværende grundskoleelever i Kalundborg Kommune peger på, at mødet med uddannelser og arbejdspladser giver en vigtig fornemmelse af virkeligheden – noget, der ikke kan læses på nettet.
”Man kan mærke efter i maven”
Elias Valdemar Høy og Thea Hermansen går i skole i hver sin ende af kommunen, men de er enige om én ting: Brobygning og praktik gør valget af ungdomsuddannelse mere konkret.
Thea Hermansen, der går i 9. klasse på Vinde Helsinge Friskole, var for nylig i brobygning på Høng Landbrugsskole. Hun er samtidig i praktik på et landbrug hver fredag: ”Det er noget helt andet at være her og prøve fagene og selve arbejdet som landmand. Når man er her, kan man også mærke efter i maven – det kan man ikke, når man læser om det,” fortæller hun.
Kombinationen af brobygning og praktik har gjort hende endnu mere sikker på, at en fremtid i landbruget er det rette valg.
Elias Valdemar Høy begyndte efter sommerferien i 10. klasse på NEG K10 i Kalundborg. I sin brobygning har han valgt to meget forskellige retninger – bevidst: ”Lige nu tænker jeg på EUX Business her på NEG, men jeg skal også prøve STX. Det er vigtigt for mig at få prøvet så meget af som muligt, inden jeg beslutter mig,” siger han.
Han håber, at kommende elever får endnu flere muligheder, end han selv havde i 9. klasse: ”Jeg synes, brobygning i 9. klasse burde være obligatorisk. Dengang vidste jeg ikke, hvad jeg skulle bruge det til, men i dag ville jeg ønske, jeg kunne have prøvet flere uddannelser af.”
Vejleder: Unge bør turde prøve noget helt andet
Ifølge uddannelsesvejleder i Kalundborg Kommune, Sisse Christensen, er det vigtigt, at elever ikke kun søger mod dét, de i forvejen forestiller sig:
”Når unge tør prøve en brobygning eller praktik, der ligger uden for deres drømme, så kan det både bekræfte dem i deres valg – og nogle gange vende det hele på hovedet. Og det kan også være godt,” siger hun.
Svært at tale om fremtiden – især hvis man går egne veje
Selvom uddannelsesvalg fylder hos mange unge, er det ikke altid nemt at snakke om det i vennegruppen. Thea oplever, at hun står lidt alene med drømmen om landbruget: ”Mine veninder vil gerne på gymnasiet. Det kan være svært at snakke om fremtiden, når man er den eneste, der drømmer om noget andet.”
Elias genkender udfordringen, men mener, at netop samtalerne kunne hjælpe mange: ”Det er ærgerligt, at vi ikke taler mere om det. Det er jo vores fremtid, og måske kunne ens venner give gode idéer til noget, man slet ikke selv havde tænkt på.”
Sådan er reglerne for brobygning og praktik
- 9. klasse: Frivillig brobygning på ungdomsuddannelser
- 10. klasse: Obligatorisk brobygning – elever skal prøve mindst to uddannelser
- 8. eller 9. klasse: Obligatorisk praktik i en virksomhed
- Begge forløb kan suppleres med ekstra individuelle aftaler