Brillehuset har 30 år på bagen

30 år har Brillehuset på Nytorv i Kalundborg på bagen, og det bliver fejret i hele 16 dage med en masse gode tilbud i butikken.

Brillehuset har 30 år på bagen
Christian Lind laver synstest i 1995. Privatfoto.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Christian Lind åbnede den 1. april 1995 Brillehuset, og forretningen i Kalundborg kan således fejre 30-års jubilæum. I dag er det dog Joachim Tranberg Lefolii, der ejer Brillehuset i Kalundborg, idet han overtog virksomheden i januar 2023. Men Christian Lind er ikke helt ude af billedet.

30 år har Brillehuset på Nytorv i Kalundborg på bagen, og det bliver fejret i hele 16 dage, begyndende den 1. april med en masse gode tilbud i butikken. Faktisk er der 30 pct. på alle glassene fra Rodenstock samt alle stel i butikken, herunder solbriller. 

Christian Lind startede Brillehuset tilbage i 1995, og det blev hurtigt en populær forretning, hvor mange kalundborgensere fik lavet synstest og købte briller. Oprindeligt åbnede Christian Lind Brillehuset sammen med Ulrik Steg, men efter et par år splittede de op, og Christian Lind blev alene tilbage med forretningen i Kalundborg. Personalet har alle været med i mange år – faktisk mellem 20 og 25 år, hvilket vidner om en arbejdsplads, hvor det sociale også fungerer.

Mere frie hænder

”Vi kom fra Synoptik, hvor vi var glade for at være, men at være i en kædeforretning er anderledes, og alt var langt mere firkantet. Sådan er det, hvis man skal styre mange butikker, tingene bliver ens. Vi fik fx en kuffert med briller. Det var de samme briller, som de modtog i Hirtshals, København osv., og det er ikke nogen god idé. Vi fik lov at bestemme meget lidt. Hvorimod tingene er helt anderledes, når man ikke er i en kæde,” fortæller Christian Lind.

Joachim Tranberg Lefolii er enig, og fortæller, at det ikke kun drejer sig om, hvilke stel og glas, man skal vælge, men også hele den kreative del af jobbet: ”Det at være sig selv, uden en kæde, gør, at man har meget større indflydelse på de fleste ting, og det kan vi godt lide. Der er plads til den kreative del og vi ved, hvor vores varer kommer fra,” fortæller han.

I 2020 ringede Joachim Tranberg Lefolii, der på det tidspunkt stadig var under uddannelse, til Christian Lind for at høre, om der var brug for hjælp i butikken, da han vidste, via sin familie, der kender Christian Lind, at hans hustru var alvorlig syg, og Christian Lind derfor ikke kunne være så meget i forretningen, som vanligt.

”Jeg blev meget rørt over og glad for at Joachim ringede, og da det hele sejlede lidt på det tidspunkt, tog jeg imod tilbuddet,” fortæller Christian Lind.

Ikke en københavner-butik

I 2020, under Covid-19, dropper Joachim Tranberg Lefolii dermed sin praktikplads i København, og kommer i stedet for i praktik i Brillehuset i Kalundborg med henblik på at blive. Han lavede en aftale med Christian Lind om, at han skulle mærke efter, hvorvidt det var for en tid, eller om han var oprigtigt interesseret i at overtage forretningen, da Christian Lind tænkte på at drosle ned på jobbet.

”Jeg begyndte at tænke på, at jeg skulle arbejde mindre, da min hustru var alvorlig syg, og jeg selv også var ved at nå en alder, hvor jeg gerne ville arbejde mindre. Der var en anden fra København, der var interesseret i at købe min forretning, men jeg ville hellere, at det blev Joachim. Det rørte mig meget, at Joachim trådte til, da jeg havde brug for hjælp, og havde jeg solgt til ham fra København, frygtede jeg, at han ville lave den om til en københavner butik uden den samme sjæl. Derudover er medarbejderne min familie, og det betød meget for mig, at de kunne blive og forretningen leve videre. Det følte jeg mig sikker på med Joachim,” fortæller Christian Lind.

”Jeg vidste, hvad Christian havde skabt, og jeg forstod faktisk ikke, hvorfor nogle havde lyst til at være i en kæde, når man kunne være selvstændig i stedet. Kæder er sikre, men det er sjovt at være kreative og gøre tingene selv. Det andet bliver for meget en pakkeløsning for mig, og jeg har forsøgt at føre Brillehuset videre i Christians ånd, selv om jeg selvfølgelig også laver om på nogle ting hen ad vejen,” fortæller Joachim Tranberg Lefolii.

Briller er et smykke

Christian Lind og Joachim Tranberg Lefolii fortæller endvidere, at netop det, at de altid har haft et stort udvalg af briller i butikken gør, at mange kunder netop vælger dem, fordi folk gerne vil have et udvalg og kunne vælge nogle flotte briller i både form og farve, som passer lige til dem.

”Vi elsker at købe briller ind. Vi har altid levet af at have fede briller, som mange andre ikke har. I dag er en brille et smykke, og har faktisk været det i mange år,” fortæller han, og Joachim Tranberg Lefolii supplerer: ”Pigerne i butikken er virkelig også gode til at vælge stel. De ved, hvad folk gerne vil have.”

Optiker i 52 år

Christian Lind er 68 år og har været optiker i 52 år. Han er stadig at finde i Brillehuset om fredagen, hvor han fortsat arbejder nogle timer.

”Jeg kan lide mit håndværk, og det er forhåbentligt gavnligt for alle, at jeg fortsat er at finde i forretningen om fredagen. Jeg er ikke klar til at være pensionist endnu,” siger Christian Lind.

Joachim Tranberg Lefolii er 28 år og har været færdiguddannet siden begyndelsen af 2022, og overtog altså Brillehuset i januar 2023. Han fortæller, at han har lært utrolig meget af Christian, men at de kan noget forskelligt og derved supplerer hinanden utrolig godt.

”Jeg har lært meget fra Christian. Uddannelsen er meget anderledes i dag, end da Christian blev uddannet, men vi er gode til noget forskelligt. Jeg ved rigtig meget om anatomi, øjensygdomme m.m., og Christian ved mere om den håndværksmæssige del. Jeg kan ikke slibe eller montere brilleglas, som Christian kan,” fortæller han, og fortsætter: ”Det har været let at få lov at være optiker og bruge sin viden hos Christian. Han har ikke sat grænser for mig, og vi har lavet forskellige mere nørdet ting, såsom farvesyn, som man egentlig ikke rigtig tjener penge på, men som har gjort en forskel for flere kunder, der er kommet i butikken.”

Følg med i jubilæumstilbud

I Brillehuset er der fortsat seks ansat, og de vil alle gøre deres til, at kunderne bliver ekstra forkælet, når der fejres jubilæum over 16 dage fra den 1. april. Der vil bl.a. komme syv leverandører forbi, fordelt ud over dagene, og der vil være lidt snacks samt drikkelse i butikken. Man kan følge med i, hvad der foregår i Brillehuset, når der fejres 30-års jubilæum, på deres hjemmeside, på deres SoMe eller via lokale medier, som TV-Kalundborg.dk.

Del