Brand raserede butik – Frivillige ildsjæle har taget arbejdstøjet på
Situation så noget håbløs ud, men de mange frivillige var ikke i tvivl, der skal hurtigst muligt åbnes en ny genbrugsbutik.
![Brand raserede butik – Frivillige ildsjæle har taget arbejdstøjet på](/media/pp5f2w1c/_dsc9802.jpg?width=50)
Af Jens Nielsen
En voldsom brand raserede fredag formiddag hele førstesalen på Røde Kors genbrugsbutikken i Svebølle. En lang række af frivillige er i gang med at etablere en ny butik som åbner sidst på ugen.
Birgit Dam, leder af Røde Korsbutikken i Svebølle, var lige mødt ind fredag morgen da hun hørte en mærkelig lyd fra førstesalen, da hun undersøgte sagen, var det et vindue som var sprunget på grund af varmen fra en brand som i løbet af formiddagen raserede store dele af bygningen.
”Alt på førstesalen er brændt, der er skåret hul i taget for at brandfolkene kunne efterslukke, og resten af bygningen er ødelagt af vand og røg, der bliver ikke meget vi kan genanvende, det er godt nok sørgeligt, det er lige nu vi har allermest travlt med bl.a. sommerhusgæster,” fortæller Birgit Dam, som i mere end 40 år har arbejdet frivilligt for Røde Kors, de sidste mange år som leder af genbrugsbutikken i Svebølle.
Brandtomten har politiet spærret af og kun de allermest nødvendige ting, fx kasseapparat og dankortmaskine er blevet reddet ud.
En situation som så noget håbløs ud, men de mange frivillige der er tilknyttet Røde Kors butikken i Svebølle, var ikke i tvivl, der skal hurtigst muligt åbnes en ny genbrugsbutik.
”Jeg spurgte rundt i løbet af fredagen, hvad gør vi nu, og alle sagde, ja vi skal vel se og få lavet en ny butik, så lørdag morgen sagde vi så til hinanden, lad os så komme i gang,” fortæller Birgit Dam.
På den anden side af vejen har Røde Kors en 300 kvadratmeter stor møbelhal og her er møblerne blevet rykket lidt sammen så der nu er blevet plads til reoler og tøjstativer og heldigvis havde Røde Kors Svebølle også et lagerlokale med masser af tøj og andre effekter, på den måde er en ny butik næsten på plads.
”Vi arbejder på højtryk og regner med at kunne åbne sidst på ugen, men vi melder ud på vores Facebookside når der er nyt,” fortæller Birgit Dam.
Fantastisk udlejer
Røde Kors har fået stor hjælp fra deres udlejer, Flemming Rasmussen, som på alle måder har været meget hjælpsom.
”Vi er nødt til at have en toiletvogn og den har han sørget for, men han mente også vi skulle have en skurvogn at være i så det har han også arrangeret og en opvaskemaskine har han også sørget for, det er imponerende flot,” siger Birgit Dam.
Røde Kors Svebølle har også fået hjælp fra borgere i Svebølle med vask af porcelæn. Et opslag på Facebook gav flere henvendelser fra frivillige som er kommet og har hentet en kasse med glas og porcelæn som så er blevet vasket af.
Røde Kors genbrugsbutikken i Svebølle råder over 900 kvadratmeter butik og 300 kvadratmeter lagerlokale. Butikken er 20 år gammel og omsætter for knapt 1,3 mio. kr.
Der er 17 butiksfolk og 7 chauffører tilsluttet genbrugsbutikken, alle frivillige.
Følg med på Facebooksiden for Røde Korsbutikken i Svebølle - klik her
Brand i genbrugsbutik