Brand på offentlig bygning
Kl. 19:32 søndag aften lød alarmen med bygningsbrand med røg op af taget på Cafe
Af Thomas Gosch thomas@tv-kalundborg.dk
Der var her til aften ild på et toilet i bygningen Vestre Havneplads 3 B, som også huser Cafe Costa Kalundborg. Vestsjællands Brandvæsen måtte bryde den aflåste toiletdør op, for at komme ind til ilden.
Det var kunder fra den nærliggende restaurant, Den Blå Elefant, der opdagede branden, og så at der kom røg ud fra toilettet. De anmeldte det på 112. Der ankom 2 brandbiler samt indsatslederen fra Vestsjælland Brandvæsen. Ejeren af Cafe Costa Kalundborg ankom også hurtigt til stedet, da hans Cafe ligger klods op af det offentlige toilet, der automatisk lukker klokken 17:00
Brandvæsnet fik brudt døren op, og hurtigt slukket branden, som kom fra en vægophængt skraldespand. Herefter undersøgte Vestsjællands Brandvæsen, om branden havde bredt sig videre op på loftet i den store bygning. Grunden til branden vides endnu ikke.
Bygningen rummer ud over Cafe Costa Kalundborg, 2 offentlige toiletter samt et større fællesrum. Toilettet hvor branden opstod, ligger lige op af cafeen og fællesrummet.