Brand i sofa på plejecenter
Plejepersonale slog, som proceduren foreskriver, alarm til 112, da der var gået ild i en sofa.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Mandag omkring kl. 12 modtog Vestsjællands Brandvæsen et opkald om, at der var ild i en sofa på Jernholtparken i Kalundborg.
Til at begynde med drejede det sig om en automatisk brandalarm, men plejepersonale slog, som proceduren foreskriver, alarm til 112, da der var gået ild i en sofa. Dog havde samme plejepersonale formået at slukke ilden, inden brandvæsnet ankom.
”Der var melding om ild i en sofa, men heldigvis har plejepersonalet været meget hurtige og iværksat nødvendige tiltag - meget professionelt, så stor ros til dem. Ilden var slukket, da vi ankom, og ingen har lidt overlast. Vores job bestod egentlig primært i at ventilere, da vi ankom,” fortæller indsatsleder ved Vestsjællands Brandvæsen, Morten Hansen.