Børnene skal have bedre rammer – ikke flere lappeløsninger

Børnene skal have bedre rammer – ikke flere lappeløsninger

Børnene skal have bedre rammer – ikke flere lappeløsninger

I onsdags afsatte vi i Børn- og Familieudvalget 625.000 kroner til bedre lege- og læringsmiljøer i daginstitutionerne. Det glæder vi os over. For børnene fortjener rammer, hvor de kan lege, lære og udvikle sig trygt.

Men sandheden er, at dette kun er et plaster på såret. Vedligeholdelsen af vores velfærdsbygninger er alt for længe blevet forsømt. Under borgmester Martin Damm er investeringerne gang på gang udskudt. Resultatet er slidte legepladser og lokaler, som ikke lever op til de krav, vi har til børns hverdag.

Det gælder også skolerne. Her måtte vi kæmpe hårdt for blot at få en vedligeholdelsesplan på dagsordenen. Det burde være en selvfølge, at børn kan gå i tidssvarende og velholdte institutioner, ikke noget, der presses igennem mod borgmesterens vilje. Når vi må finde penge til akutte reparationer, er det et tegn på, at prioriteringen er skæv.

Vedligeholdelse er ikke en luksus – det er en kerneopgave for en kommune, der tager velfærd alvorligt. Vi ønsker en ny retning: systematisk og langsigtet vedligeholdelse, så vi undgår dyre brandslukninger. Børn og ansatte fortjener ordentlige rammer, det kræver politisk vilje til at sætte velfærd over kortsigtede besparelser.

Thomas Malthesen Hiorth (SF) og Nikolaj Lykke Vad (S)

Del