Børn skal ikke stå alene i sorgen
Kriseteamet og sorggrupper i Kalundborg Kommune hjælper børn og unge med at håndtere tab.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Kriseteamet og sorggrupper i Kalundborg Kommune hjælper børn og unge med at håndtere tab – og det vigtigste er, at nogen lytter.
I næsten 30 år har et kriseteam i Kalundborg Kommune hjulpet børn og familier i svære situationer. Teamet blev oprettet i 1997 bl.a. af sundhedsplejerske Mette Yde, fordi mange børn stod alene med deres sorg.
Senere blev der også oprettet sorggrupper for børn og unge, som i dag har eksisteret i omkring 20 år.
”Sorggruppen er udsprunget af, at vi i kriseteamet fandt ud af, at der er mange børn, der oplever ikke at blive taget alvorligt i deres sorg, og derfor har mange børn brug for at tale med nogen,” fortæller Mette Yde.
Ifølge hende sker det naturligvis ikke af ond vilje. Når et barn mister en forælder, forsøger barnet ofte at tage hensyn til den tilbageværende forælder, og derfor holder mange børn deres følelser for sig selv.
”Når et barn har mistet en forælder fx, tager barnet ofte hensyn til den anden forælder, det er helt naturligt. Mange børn føler, at de ikke har nogen at tale med, der forstår dem, og derfor lavede vi sorggrupperne. Vi tager også ud på skolerne i klasserne, hvor en elev har mistet, og taler om sorg og hvordan man i den forbindelse fx kan være en god kammerat,” siger hun.
Et sted hvor børn forstår hinanden
I dag findes der to sorggrupper i Kalundborg Kommune. Den ene er for børn mellem cirka otte og 12 år, og den anden for unge mellem cirka 12 og 18 år. I alt er der 12 frivillige tilknyttet kriseteamet, heriblandt fire sorggruppeledere.
I sorggrupperne møder børnene andre, der står i lignende situationer – og det gør en stor forskel.
”De er så gode til at hjælpe hinanden. Og børn der har mistet, vil stadig gerne ligne de andre. Børn har brug for at ligne de andre, og derfor er det at komme i en gruppe, hvor man lige præcis får den forståelse, hvor de andre ved, hvordan det er, så vigtig,” siger Mette Yde.
Hun fortæller, at det ikke kun er børn, der har mistet en nær relation, der deltager. Det kan også være børn, der lever med terminalt syge forældre eller søskende.
Det vigtigste er en voksen, der lytter
Ifølge Mette Yde handler sorghjælp ikke nødvendigvis om psykologbehandling. Ofte er det vigtigste, at barnet eller den unge har en voksen, der vil lytte.
”Det at miste, behøver ikke at betyde, at man skal gå til psykolog. Det handler om at have nogle voksne, der vil lytte. Nogle børn kan have brug for mere end det vi kan tilbyde, men meget ofte handler det om at spejle dem, have nogle, der lytter og et rum, hvor alt er tilladt.”
Hun understreger også, at sorg er en naturlig del af livet: ”Sorg behøver ikke at udvikle sig kompliceret, det er en naturlig ting. Det at komme i sorg er jo bagsiden af kærligheden, og når vi har elsket, er der risiko for at komme i sorg. Sådan er livet. Og det er bedre at leve med det, end at overleve det.”
Hjælp inden for 24 timer
Kriseteamet kan rykke ud hurtigt, hvis en familie har brug for hjælp. Kriseteamet kontakter familien inden for 24 timer på hverdage for at lave en aftale om hjemmebesøg. Tilbuddet er gratis.
Da kriseteamet startede, var der mange, der benyttede det. I dag er behovet stadig stort, men Mette Yde oplever, at mange ikke ved, at tilbuddet findes.
”Faktisk går det lidt op og ned i forhold til, hvor meget vi bliver kontaktet. Det er lidt i perioder,” fortæller hun.
Finansieres også af donationer
Kalundborg Kommune bidrager økonomisk til kriseteamet og sorggrupperne. Men private donationer og fondsmidler er også vigtige for at holde tilbuddet i gang.
Blandt andet har Meny i Kalundborg doneret gavekort, som børnene kan bruge til for eksempel at købe blomster m.m., når de er på kirkegårdsbesøg.
Kontakt
Hvis man vil i kontakt med kriseteamet eller sorggruppen, kan man kontakte sundhedsplejerske Mette Yde på telefon 40 30 33 94 eller mail meyd@kalundborg.dk.
Man kan også kontakte Sundhedstjenesten i Kalundborg Kommune på telefon 59 53 45 44 eller mail Sundhedstjenesten@kalundborg.dk