Børn indtager scenen med Mio, min Mio i Kalundborg

Ny teaterforestilling markerer starten på ambitiøst samarbejde.

Børn indtager scenen med Mio, min Mio i Kalundborg
Torsdag den 22. januar er der premiere på teaterforestillingen Mio, min Mio i Kalundborg Amatør Teaters teatersal. Arkivfoto fra "Frode og de andre rødder." Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Ny teaterforestilling markerer starten på ambitiøst samarbejde.

Torsdag den 22. januar er der premiere på teaterforestillingen Mio, min Mio i Kalundborg Amatør Teaters teatersal. Forestillingen er skabt for og med børn og er inspireret af Astrid Lindgrens kendte fortælling.

Siden september har en gruppe teaterinteresserede børn mødtes hver mandag på Musisk Skole i Kalundborg, hvor de har arbejdet med teater, drama og fortælling. Nu er de klar til at spille deres allerførste forestilling for et publikum.

Nyt samarbejde om teater i Kalundborg

Mio, min Mio er resultatet af et nyt samarbejde mellem Musisk Skole, QUASI Teater og Kalundborg Amatør Teater. Samarbejdet er planlagt som et toårigt projekt med det fælles mål at etablere en egentlig Teaterskole i Kalundborg. Undervisningen foregår på Musisk Skole og varetages af en professionel instruktør, mens de afsluttende forestillinger opføres på Kalundborg Amatør Teater.

Formålet er at give børn og unge et stærkt, lokalt scenekunsttilbud, hvor kreativitet, fællesskab, trivsel og personlig udvikling er i centrum – og hvor teater kan være et frirum med nærvær, fantasi og mod.

To åbne forestillinger og skoleforestillinger

Der er to åbne forestillinger for publikum:

  • Torsdag den 22. januar kl. 19.00
  • Lørdag den 24. januar kl. 15.00

Billetter kan købes på www.kat-kalundborg.dk Derudover er Kalundborgs skoler inviteret til skoleforestillinger fredag den 23. januar.

Del