Borgerne før systemet - altid
Kandidaterne repræsenterer både erhvervslivet, foreningslivet, frivilligheden, sundhedssektoren, landbruget, beredskabet og handicapsagen – og de går alle til valg på mere frihed og en kommune, hvor borgeren altid kommer før systemet.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Liberal Alliance i Kalundborg Kommune stiller til kommunalvalget den 18. november med fem kandidater under fællesoverskriften: ”Prøv noget nyt”.
Kandidaterne repræsenterer både erhvervslivet, foreningslivet, frivilligheden, sundhedssektoren, landbruget, beredskabet og handicapsagen – og de går alle til valg på mere frihed og en kommune, hvor borgeren altid kommer før systemet.
”Vi er fem kandidater med vidt forskellige baggrunde, men vi er samlet om et fælles mål: Mere frihed, flere muligheder og en kommune, der sætter borgerne før systemet – altid,” siger spidskandidat Helle Laursen Petersen.
Kandidaterne:
Helle Laursen Petersen, Kalundborg (Spidskandidat)
Selvstændig IT-konsulent, som siden 2002 har arbejdet på store nationale og internationale IT-projekter. Medlem af Regionsråd Sjælland, grundlægger af delebarn.dk og integrationsnetværker Q4400
Mærkesager: Mere sundhed tættere på borgerne, stærkere dialog mellem kommune og erhvervsliv, bedre vilkår for foreningslivet samt et friplejehjem i Kalundborg.
Peter Nielsen, Gørlev
Landbrugsmekaniker med en bred kontaktflade hos kommunens landmænd og dermed forståelse for et udfordret erhverv. Formand for de samlede forsamlingshuse i Kalundborg Kommune og engageret i lokalsamfundet.
Mærkesager: Landbruget, foreningslivet, børn og unge samt et stærkt erhvervsliv i Kalundborg.
Kenneth Merkel, Gørlev
Driver stutteri sammen med sin kone og er desuden håndværker. Hans hverdag er præget af både praktisk arbejde og lokalt engagement.
Mærkesager: Flere fritidstilbud til børn og unge, bedre infrastruktur og miljø samt retten til frie valg hele livet.
Lasse Rask Jensen, Høng
Selvstændig og med bred erfaring i handicappedes hverdag og brænder for det lokale foreningsliv. Mangeårigt medlem af ”Levs” bestyrelse i Kalundborg. Mærkesager: Ordentlige forhold for handicappede i Kalundborg Kommune og mere respekt omkring de lokale foreningstrænere og frivillige.
Dorte Svane, Saltbæk
Driver Kalundborg Camping i Saltbæk og Havnegrillen sammen med sin mand. Hun er næstkommanderende i en besætning i Marinehjemmeværnet, der både løser farvands overvågning, SAR-indsatser (redning til søs) og miljøberedskab.
Mærkesager: Bedre vilkår for folkeskolen, et robust beredskab – er Kalundborg klar til en krise? – samt et blomstrende kulturliv i kommunen.
“Jeg er utrolig stolt af vores fem kandidater i Kalundborg. De viser et stærkt engagement, som jeg er sikker på vil komme både kommunen og valgkampen til gode. Jeg glæder mig til at følge deres indsats – de kan regne med min fulde støtte og opbakning,” siger Villum Christensen, formand for Liberal Alliances vælgerforening.
Alle kandidater oplyser, at de ser frem til valgkampen og til at møde borgerne på gader og stræder i hele Kalundborg Kommune.