Borgermøde om trafiksikkerhed

Teknik- og Miljøudvalget i Kalundborg Kommune ønsker et dialogmøde med borgere inden den endelige beslutning.

Borgermøde om trafiksikkerhed
Illustration: Kalundborg Kommune

Af Jens Nielsen

Teknik- og Miljøudvalget i Kalundborg Kommune inviterer til borgermøde om trafiksikkerhedsprojektet på Algade i Gørlev.

Med et mål om at forbedre trygheden og sikkerheden for de bløde trafikanter skal en række tiltag ifølge et løsningsforslag implementeres på strækningen fra Roevej til rundkørslen ved Kalundborgvej/Slibestenen i Gørlev.

Helt konkret indeholder løsningsforslaget følgende tiltag:

  • Hastighedsnedsættelse til 40 km/t
  • Fuldt optrukket midterlinje på hele strækningen
  • Fire vejbump
  • To hævede flader
  • Cykelbane langs hele strækningen med varierende bredder
  • Torontoanlæg ved fodgængerfeltet ved T-krydset Algade/Kirkevangen
  • Torontoanlæg ved fodgængerfeltet ved Gørlev Skole
  • Parkering forbudt langs hele strækningen
  • Flytning af en handicapparkeringsplads ved lægehuset 20 meter mod nord
  • Genmarkering af fodgængerfelter og hajtænder
  • Afmærkning af buslommer
  • Forbindelse af Gørlev Skole og Gørlev Hallen med en cykelbane
  • Rettelse af spærrefladeafmærkning ved rundkørslen, som er i strid med vejreglerne.

Ved at implementere de nævnte tiltag vil hele strækningen fra rundkørslen til Slagelsevej være forbundet med en cykelbane. Dette vil markant forbedre trygheden og sikkerheden for bløde trafikanter.

Teknik- og Miljøudvalget i Kalundborg Kommune ønsker et dialogmøde med borgere i Gørlev inden den endelig beslutning tages. Derfor inviteres alle interesserede nu til borgermøde om projektet, tirsdag den 23. april 2024 kl. 19.00 til 20.30 i Gørlevhallen. Tilmelding er ikke nødvendig.

Projektet har været drøftet med Gørlev og omegns Lokalråd på et møde den 10. oktober 2023. De har tilkendegivet, at de er positive over for projektet, oplyser Kalundborg Kommune.

Del