Borgere stoppede bilist med vanvidspromille

To bilister fik sammen stoppet den slingrende bilist. Han var opfarende, og de to bilister holdt sig på afstand af den tydeligt spirituspåvirkede mand, indtil politiet nåede frem.

Borgere stoppede bilist med vanvidspromille
Modelfoto.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Mandag morgen omkring kl. 07 ringede en bekymret bilist til politiet, da han kørte bag en bil på Hovedgaden i Ubby, som kørte meget usikkert og skiftevis kørte over i de modkørendes vejbane og ud i græsrabatten.

To bilister fik sammen stoppet den slingrende bilist på Hovedgaden. Han var opfarende, og de to mandlige bilister holdt sig på afstand af den tydeligt spirituspåvirkede mand, indtil politiet nåede frem.

En alkometertest viste en promille på over 2, og patruljen anholdt derfor den 26-årige mand fra Kalundborg, som blev taget med til en blodprøve. På grund af den høje promille blev mandens bil beslaglagt, hvilket han protesterede over. Retten får derfor forelagt sagen, og vil senere tage stilling til, hvorvidt den kan endeligt konfiskeres.

Den 26-årige blev løsladt efter at have afgivet blodprøven, men fik taget sit kørekort på stedet. Han vil senere få besked om resultatet af blodprøveanalysen og sagens videre gang. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i deres døgnrapport mandag.

Del