Boligpriserne viser de første forårstegn

Ifølge den lokale ejendomsmægler er det danske boligmarkedet stærkt, og generelt har danskerne solide økonomier.

Boligpriserne viser de første forårstegn
Indehaver af Estate Kalundborg, Thomas Ziegler Linnemann Jensen. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

I februar steg boligpriserne igen efter måneder med fald. Boligmarkedet viser de første forårstegn, lyder det fra lokal ejendomsmægler.

Det er ikke kun solen, der skinner og planterne, der skyder i årets første forårsmåned, også boligpriserne viser forårstegn. Ifølge Boligsidens tal for februar, som netop er udkommet, stiger priserne på villaer, rækkehuse og ejerlejligheder for første gang efter nogle måneder med mindre prisfald. Udviklingen kommer ikke bag på ejendomsmægler og indehaver af Estate Kalundborg, Thomas Ziegler Linnemann Jensen.

”Boligmarkedet har været hurtigt til at komme på ret køl igen efter de nye ejendomsvurderinger og en vinter, som plejer at betyde et fald i aktiviteten og priserne. Det bør vi glæde os over og se frem til et nyt år med masser af bolighandler,” siger Thomas Ziegler Linnemann Jensen.

I Kalundborg Kommune er salgsprisen for villa og rækkehuse i gennemsnit i februar måned 2024 på 10.998, - pr. m2, hvor prisen for et år siden i februar 2023 lå på kr. 9.066, - pr. m2.

Salgsprisen på fritidsboliger er ligeledes steget i Kalundborg Kommune. I februar 2024 er salgsprisen på kr. 19.119, - pr. m2 mens prisen for et år tilbage i februar 2023 var på 15.379, - pr. m2, ifølge Boligsidens tal.

Ifølge Thomas Ziegler Linnemann Jensen er det danske boligmarkedet stærkt, og generelt har danskerne solide økonomier.

”Den lave ledighed, udsigten til rentenedsættelser, afslutningen på inflationen og lønstigninger er tilsammen tegn på, at vi er på vej mod lysere tider, som også gælder på boligmarkedet, der traditionelt er en god indikator for dansk økonomi,” siger Thomas Ziegler Linnemann Jensen.

Han mærker i sin forretning også de spirende forårshumør hos kunderne.

”Vi bliver i stigende grad kontaktet af folk, der både vil købe og sælge, og vi skal huske, at boligudbuddet stadig er ganske lavt. Det er med andre ord et godt tidspunkt at sætte til salg på, fordi der er relativt få boliger til flere købere. Det er også grunden til, at boligpriserne holder niveau,” siger den lokale ejendomsmægler.

Del