Boligdrøm stiger på Sjælland: Kvinder og unge familier gør comeback
YouGov-måling: I Region Sjælland vil flere købe bolig end for et år siden, hvor Vest- og Sydsjælland trækker op ifølge nyt køberbarometer fra home.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Flere i Region Sjælland har planer om at købe bolig det næste halve år. 12 % i regionen svarer ja til boligkøb mod 11 % for et år siden.
Tendensen er altså stigende, og bag tallene er en stigning i køberinteressen i Vest- og Sydsjælland, viser køberbarometeret fra analysevirksomheden YouGov og ejendomsmæglerkæden home.
Dermed er Region Sjælland med til at trække boliginteressen frem på landsplan. Andelen af danskere, der planlægger at købe bolig inden for det næste halve år, er nu oppe på 12,5 % og det er et tydeligt løft fra 10,9 % i januar 2025, viser homes seneste køberbarometer lavet af YouGov*.
Og der er især to ting, som springer i øjnene.
Kvinderne er i højere grad tilbage på købersiden, og unge familier fylder også mere.
“Vi kan se, at boligkøberne rører mere på sig – og særligt kvinder og unge familier er tilbage igen. Det er et godt tegn, fordi det viser, at der er tale om et bredt boligmarked,” siger Michael Dalsager, senior kommunikationskonsulent og talsperson i home.
Kvinderne lukker hullet til mændene
I januar 2025 svarede 8,2 % af kvinderne, at de havde planer om boligkøb inden for et halvt år. Et år senere er tallet steget til 12,3 % (landstal). Mændene ligger i februar 2026 på 12,6 % – altså næsten samme niveau som kvinderne.
Med andre ord: Hvor mændene tidligere lå klart foran, er forskellen nu stort set væk.
home ser flere forklaringer på, at kvinderne har holdt sig tilbage – og nu er mere boligsøgende.
Forskellige undersøgelser viser, at kvinder oftere er mere forsigtige, når det kommer til økonomi og investering. homes tidligere analyser viser også, at kvinder er mindre tilbøjelige til at tro på stigende priser og oftere svarer “ved ikke” på spørgsmål om fremtidig prisudvikling.
Derfor reagerer kvinderne stærkere på usikkerhed og langsommere på fremgang, vurderer home.
”Høj rente og inflation gjorde i en periode boligmarkedet mere uroligt, men det er ændret markant. Det seneste år har været præget af stor fremgang på boligmarkedet – med 2025 som det tredjebedste år de seneste to årtier,” siger Michael Dalsager.
Unge familier driver comebacket
Når man kigger på familietyper, er billedet meget tydeligt: De unge familier er de mest købeklare.
Lavere inflation, pæne lønstigninger og lavere renter er medvind til køberne – og et lavt udbud mange steder får flere købere til at aktivere planerne fremfor at vente på noget, der måske ikke kommer, mens boligpriserne stiger yderligere.
“Det er ikke fordi, det pludselig er blevet nemt at være ung boligkøber – især ikke i København. Men når økonomien føles mere stabil, og udbuddet er stramt, så vælger de unge, der faktisk kan få nøglerne i hånden, at handle frem for at vente,” siger Michael Dalsager og peger på en vigtig nuance:
Boligkøb uden for de store byer er generelt langt mere tilgængeligt - også for førstegangskøberne - fordi boligpriserne er lavere og udbuddet større.
Barometeret viser også, at interessen har løftet sig markant blandt 40–59-årige.
”Gruppen af købere er bred og rummer altså både familier, der er ved at etablere sig og familier med behov for at tilpasse størrelsen på bolig eller beliggenhed,” siger Michael Dalsager fra home.
Typiske skift i livet, der får folk til at søge en anden bolig, er nyt job, skilsmisse/ny familie, flere børn og børn der flytter hjemmefra, fremhæver home.
Flest ser på villa eller rækkehuse
Når danskerne er på boligjagt det næste halve år, fordeler interessen på landsplan sig med:
- 5,5 % har planer om at købe hus/rækkehus
- 4,8 % kigger efter lejlighed
- 1,9 % overvejer sommerhus/fritidsbolig
- 1,5 % nævner anden type bolig