Bøger bliver momsfri fra 1. juli 2026
Det kan få mange til at vente med at købe nye titler, da priserne forventes at falde markant, når nulmomsen træder i kraft 1. juli.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Fra sommeren 2026 slipper bogkøbere for at betale moms på bøger. Det kan få mange til at vente med at købe nye titler, da priserne forventes at falde markant, når nulmomsen træder i kraft 1. juli.
I dag har Danmark ikke differentieret moms, men der findes allerede to områder med nulmoms: aviser – herunder elektroniske – samt flybilletter til indenrigsflyvninger. Til sommer kommer bøger med på listen.
”Nu kommer der så en tredje type med nulmoms – nemlig bøger. Det er besluttet som en del af finanslovsaftalen for 2026 og fremgår af et høringsudkast til et lovforslag, der snart bliver fremsat,” fortæller Kia Witthøfft Jensen, partner og statsautoriseret revisor hos BDO i Kalundborg.
Hvilke bøger bliver omfattet?
Ifølge lovudkastet gælder nulmomsen for materialer med ISBN-nummer (International Standard Book Number). Det betyder, at trykte bøger samt visse e-bøger og lydbøger bliver omfattet.
Derudover gælder nulmomsen også for:
- Billed-, tegne- og malebøger til børn
- Trykt eller håndskreven musik
- Geografiske og hydrografiske kort
Ordningen gælder dog ikke for tidsbegrænsede brugsrettigheder, hvor man ikke køber selve bogen, men blot adgang til den.
”De nye regler kommer ikke til at gælde tilfælde, hvor der ikke købes en bog som sådan, men kun en tidsbegrænset brugsret til at læse eller lytte til en sådan. Køb hos streamingtjenester som fx Mofibo og Bookbeat bliver derfor ikke fritaget for moms,” fortæller Kia Witthøfft Jensen.
Tidsskrifter og podcasts er som udgangspunkt heller ikke omfattet. Det samme gælder publikationer, der hovedsageligt består af reklame, videoindhold eller hørbar musik.
Besparelse for bogkøbere
Når momsen fjernes, falder udsalgsprisen på bøger umiddelbart med 20 procent. Køber man eksempelvis seks bøger om året til en gennemsnitspris på 300 kroner, vil besparelsen være 360 kroner årligt.
”For den enkelte er det dermed ikke noget større beløb, men samlet bliver det til mange penge. Ifølge lovudkastet forventes tiltaget således umiddelbart at koste statskassen et årligt beløb på 370 mio. kr. i mistede momsindtægter. De svarer til momsindtægten ved et detailsalg salg af ca. 6,1 mio. bøger til en gennemsnitspris på 300 kr.,” siger Kia Witthøfft Jensen.
Nye krav til boghandlere og butikker
Reglerne gælder alle virksomheder, der sælger bøger – ikke kun forlag og boghandlere, men også supermarkeder og specialbutikker. Fra 1. juli 2026 skal deres kasse- og fakturasystemer være omkodet, så der ikke længere lægges moms på bøger.
Virksomheder, der sælger brugte bøger og i dag anvender brugtmomsordningen, kan også benytte de nye regler. For dem vil det som udgangspunkt være en både administrativ og økonomisk fordel.
”De berørte virksomheder kan i øvrigt glæde sig over, at de bevarer deres adgang til fuldt fradrag for moms af varekøb mv., uanset at en del af deres salg altså bliver fritaget for moms. Overgangen til de nye regler kræver derfor ikke nogen lageroptælling eller reguleringer af nogen art. Og virksomhederne skal heller ikke betale lønsumsafgift af den del af deres omsætning, som bliver fritaget for moms. Det var ellers på tale, da tiltaget med nulmoms i sin tid blev præsenteret, men den tanke er blevet opgivet, har vi fået bekræftet hos Skatteministeriet. Det kan næppe udelukkes, at planen er taget af bordet, fordi lønsumsafgift ville have gjort fx skolers indkøb af bøger dyrere,” slutter Kia Witthøfft Jensen af med at fortælle.