Bog om udvandrere fra Vestsjælland

Forfatter Morten Gøthche følger sin slægts rejse fra små kår på Vestsjælland til et nyt liv i Amerika. Bogen er et vidnesbyrd om de stærke, historiske bånd mellem Danmark og USA

Bog om udvandrere fra Vestsjælland
Forsiden af bogen 'Min amerikanske familie'.

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Forfatter Morten Gøthche følger sin slægts rejse fra små kår til et nyt liv i Amerika. Bogen er et vidnesbyrd om de stærke, historiske bånd mellem Danmark og USA

Mellem 1850 og 1920 udvandrede mere end 300.000 danskere til USA. De rejste i håbet om bedre økonomiske vilkår, højere løn og muligheden for at skabe sig et selvstændigt liv.

For Morten Gøthches familie blev Amerika en del af historien gennem generationer. Hans oldemor var den kendte forfatter og folkemindesamler Karoline Graves, der voksede op under beskedne forhold på Vestsjælland.

Karoline Graves (1858 til 1932), levede hele sit liv i fattige kår og var som ganske ung ofte ude at tjene. Efter sit giftermål var hun bosat forskellige steder i Kalundborgegnen, i Svebølle, Tjørnelunde Mølle, Viskinge, Jerslev Nordkrog, Kalundborg, hvor hun havde ansættelse som kustode ved museet 1917-29, og De gamles hjem i Ubby.

Hun måtte hun igen og igen tage afsked med mennesker, der stod hende nær. Først rejste hendes bror Jacob til Amerika. Derefter fulgte fire af hendes søsters børn og senere flere af Karoline Graves' egne børn.

I sine erindringer skrev Karoline Graves om familien i Amerika, men ofte kun antydningsvis. Det blev begyndelsen på Morten Gøthches mangeårige arbejde med at finde ud af, hvem de var, hvor de rejste hen - og hvad der blev af dem.

Fra landarbejder til jordlotteri i Idaho

En af bogens dramatiske historier handler om Karoline Graves' bror Jacob. Efter næsten 40 år i USA blev han i 1909 en af de 100.000 mennesker, der søgte om jord, da områder i amerikanske indianerreservater blev åbnet for hvide bosættere.

Baggrunden var blandt andet den amerikanske regerings politik med at opdele reservaternes fælles jord i individuelle jordlodder. Det frigjorde store områder til nybyggerne. Jacob deltog i et gigantisk jordlotteri og fik mulighed for at erhverve jord i Coeur d'Alene-reservatet i Idaho.

Et andet centralt spor i bogen følger Karoline Graves' søn Alfred. Efter ti år som blandt andet landarbejder, skovarbejder og teglværksarbejder i det nordvestlige USA vendte han vinteren 1923-24 hjem på besøg hos sin mor.

Hans fortællinger om livet og arbejdet i Amerika blev af Karoline Graves omsat til 15 avisartikler under titlen Ti års arbejde i Amerika. Artiklerne giver et sjældent indblik i en almindelig dansk arbejders hverdag i USA i begyndelsen af det 20. århundrede og indgår som en vigtig del af bogen.

Et omfattende historisk detektivarbejde

Morten Gøthche har gennem flere år fulgt familiens spor i Danmark og USA gennem blandt andet breve, kirkebøger, folketællinger, emigrantprotokoller, amerikanske arkiver, avisartikler, kort og familiens egne fotografier.

Resultatet er en rigt illustreret fortælling, der bevæger sig fra husmandssteder og møller på Vestsjælland over emigrantskibe og jernbaner til Minnesota, Idaho og det nordvestlige USA. Museumsinspektør Mads Findal Andreasen fra Museum Vestsjælland har skrevet bogens forord.

Morten Gøthche er arkitekt med speciale i skibshistorie. Han har været tilknyttet blandt andet Nationalmuseet og Vikingeskibsmuseet i Roskilde og har skrevet flere bøger om skibshistoriske emner.

Der er i forbindelse med bogudgivelsen reception torsdag den 1. oktober på Holbæk Museum klokken 13.

Del