Bliv kriseparat – lær at klare dig selv i tre dage
Bor du i Kalundborg, har du snart mulighed for at styrke dit hjemmeberedskab.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Bor du i Kalundborg, har du snart mulighed for at styrke dit hjemmeberedskab. Torsdag den 9. april 2026 tilbyder Vor Frue Kirke et kursus med fokus på, hvordan borgere kan være forberedt på kriser, hvor for eksempel vandforsyning eller strøm svigter.
Kurset, som varer to timer med en kort pause, giver deltagerne konkrete redskaber til at tage vare på sig selv, familien og boligen. Der vil være mulighed for dialog, spørgsmål og korte videopræsentationer.
Deltagerne lærer blandt andet:
- Hvordan man udarbejder en personlig tjekliste
- Hvad man kan gøre, hvis krisen opstår
- Hvordan man kan bidrage til fælles sikkerhed i lokalområdet
- Introduktion til lokale beredskabsplaner og oprettelse af en lokal beredskabsgruppe
Åbne kirker spiller også en rolle i det lokale beredskab som samlingssteder i håb og mening.
Kurset finder sted i Vor Frue Kirke fra kl. 19 til 21, og under pausen serveres vand og lidt frugt. Arrangør er menighedsrådet ved Vor Frue Kirke i samarbejde med Beredskabsforbundet. Kurset er gratis og alle er velkomne.