Billedserie: Skibssimulator trækplaster på ny maritim udstilling

Slæbebådssimulator kan bruges i samkørsel med den anden simulatorer i museet og giver mulighed for at vise en arbejdsopgave mellem et stort tankskib og slæbebåden.

Billedserie: Skibssimulator trækplaster på ny maritim udstilling
Kalundborg Søfartsmuseum har slået dørene op til en helt ny udstilling. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Lørdag slog Kalundborg Søfartsmuseum i Kalundborg dørene op til endnu en ny udstilling, denne gang med fokus på en række maritime virksomheder, og så blev en helt ny skibssimulator præsenteret for publikum.

Det har længe været et stort ønske for Kalundborg Søfartsmuseum at kunne installere deres egen skibssimulator til brug i deres maritime formidling, for bl.a. at udbrede kendskabet til de maritime hverv i den brede befolkning.

For godt et halvt år siden fik museet den første simulator og nu er endnu en skibssimulator på plads i søfartsmuseet i den tidligere kirke i Bethesdagade.

Skibssimulatoren er med 3D-briller og sponseret af slæbebådsrederiet Svitzer og det er da også en af deres slæbebåde som man kan styre når 3D-brillerne er på.

Slæbebådssimulator kan bruges i samkørsel med den anden simulatorer i museet og giver mulighed for at vise en arbejdsopgave mellem et stort tankskib og slæbebåden.

Den nye skibssimulator blev præsenteret lørdag da Kalundborg Søfartsmuseum åbnede dørene op til en helt ny udstilling, med tale fra Hans Munk, formand for Kultur- og Fritidsudvalget i Kalundborg kommune, som havde megen ros og anerkendelse for de resultater, som foreningen har opnået gennem de seneste to år.

”Til denne her udstilling har vi prøvet at bygge nogle sektioner op med flere forskellige maritime virksomheder og det er så meningen, at vi vil skifte dem ud hen ad vejen i stedet for at skulle skifte hele udstillingen,” fortæller Ivar Svane, formand for Kalundborg Søfartsmuseum.

På udstillingen kan publikum bl.a. opleve en lang række af radiokommunikationsudstyr, hvor flere af dem er sat til så gæsterne bl.a. kan opleve den snak der er mellem de skibe som skal under Storebæltsbroen og Storebæltskontrollen.

Der er også blevet plads til en stor udstilling om Marinehjemmeværnet, som i år har 75-års jubilæum, og Marineforeningen i Kalundborg er der også blevet plads til.

En af de virksomheder som har fået en fremtrædende plads, er JD-Contractor A/S, som har en stor afdeling og en række af deres skibe i Østhavnen i Kalundborg.

Til udstillingen har JD-Contractor A/S leveret to kabelstykker fra det søkabel, som virksomheden tilbage i 2013 etablerede på havbunden af Lillebælt. Kablet har en diameter på lige knapt 30 cm. og var tilbage i 2013, verdens tykkeste tre-fasede 400 kilovolt søkabel.

Vil skabe et egentligt maritimt center i Kalundborg

Kalundborg Søfartsmuseum har en vision om at skabe et maritimt center i Kalundborg, der vil forene et maritimt museum, formidlingsaktiviteter, en sømandsklub for besøgende søfolk, sømandsmission, et læringsmiljø for unge, der drømmer om at blive en del af det "Blå Danmark".

Kalundborg Søfartsmuseum har åbent for besøgende hver lørdag og søndag fra kl. 11-15 samt i alle påskedagene, ligeledes fra kl. 11-15.

Del