Billedserie: Sankt Hans på Gis blev en kæmpe succes

Overalt på pladsen, hvor der blev hygget med rosévin og en kold øl, var der kun rosende ord for arrangementet, ikke mindst var der stor ros for at have lavet et børnebål som blev tændt kl. 19.

Billedserie: Sankt Hans på Gis blev en kæmpe succes
Siden 2016 har der ikke været Sankt Hansaften på Gisseløre, en tradition som ellers har stået på i rigtigt mange år, men det har Kalundborg Svømmeklub nu lavet om på. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Det blev en kæmpe succes for Kalundborg Svømmeklub da de søndag aften genoplivede traditionen med Sankt Hans på Gisseløre. Skønsmæssigt kiggede 2.500 børn og voksne forbi i det flotte vejr.

Siden 2016 har der ikke været Sankt Hansaften på Gisseløre, en tradition som ellers har stået på i rigtigt mange år, men det har Kalundborg Svømmeklub nu lavet om på.

En handlekraftig bestyrelse besluttede tidligere på året, sammen med en række af frivillige, at der igen skulle være sankthansaften på Gisseløre.

Ideen har undervejs fået stor opbakning fra en række af firmaer, og søndag aften var der også stor opbakning fra borgerne i Kalundborg. Skønsmæssigt kiggede godt 2.500 børn og voksne forbi Gisseløre for at fejre Sankt Hansaften i det flotteste vejr man kan tænke sig til sådan et arrangement.

Kalundborg Svømmeklub havde sørget for masser af underholdning med bl.a. Kalundborgs hurtigste havsvømmer, underholdning med koret på Kalundborg Friskole, musik fra DJ Bow Miller og livemusik ved Kenneth Vester, og det var klart noget de mange gæster synes godt om, overalt på pladsen, hvor der blev hygget med rosévin og en kold øl, var der kun rosende ord for arrangementet, ikke mindst var der stor ros for at have lavet et børnebål som blev tændt kl. 19.

Ingen kan løfte alt – men alle kan løfte lidt

Årets båltaler til Sankt Hansaften på Gisseløre var lagt i hænderne på Pernille Hartmann Labusz, Site Management Coordinator hos Novonesis og formand for markedsføringsudvalget i Vores Kalundborg. Hun sagde bl.a. i sin tale:

”Kalundborg er en fantastisk by med et fantastisk potentiale.
Vi skal øve os i at tale byen op og ikke ned – for det man vander - det gror.
Vi skal blive bedre til ikke at pege på de huller der er i osten – men glæde os over at der er så uendelig meget mere ost end huller.

Og så skal vi ganske enkelt være bevidste om at: Ingen kan løfte alt – men alle kan løfte lidt.

Og med det potentiale og de ildsjæle, der hver dag kæmper for vores by, i foreninger, i klubber, i virksomheder - og i helt almindelig kærlighed til byen – så var både opgaverne og resultaterne markant anderledes hvis alle gav bare lidt. I aften er et godt eksempel på dette, hvor Kalundborg Svømmeklub har insisteret på at genoplive en Kalundborg tradition. Til glæde for alle borgere i kommunen.

Så mit budskab til alle i aften er Fællesskab.

Stå sammen som i dag for at opnå hvad I ønsker, i stedet for at pege. Mærk efter i jer selv hvad fællesskab betyder for netop jer – og mærk styrken ved et ægte levende fællesskab der ikke kun eksisterer online. For i sidste ende er det hverken likes eller kommentarer der ændrer verden og gør den bedre – det er alle de store som små handlinger af venlighed, initiativ, ansvar, opbakning og kærlighed som vi deler med hinanden i livet hver eneste dag.”

Med den store opbakning og de mange rosende ord til Kalundborg Svømmeklub, er der nok ingen tvivl om, at Sankt Hans på Gis er kommet for at blive de næste mange år.

Del