Billedserie: Regn kan ikke stoppe Den 8. Himmel
Trods regnvejret var der alligevel masser af børn og voksne som trodsede vandpytterne og var mødt op i Kalundborghallen til koncert med Sille og Palle.
Af Jens Nielsen
Selvom regnen piskede ned tirsdag formiddag, afviklede Den 8. Himmel deres koncert. Dog var arrangementet flyttet indendørs, i øvrigt for første gang i 20 år.
I 20 år har Den 8. Himmel arrangeret sommerkoncerter for børn og voksne i Klosterparken bag Kalundborg Gymnasium og så vidt alle kan huske, har det aldrig før været nødvendig at flytte indendørs på grund af vejret, men det var det tirsdag, regnen piskede ned.
”Vi kan ikke huske, at vi nogensinde før har måtte flytte en af vores udendørs koncerter på grund af regnvejr, så det er første gang vi prøver det på 20 år,” fortæller Lone Kongsted, som har været en del af Den 8. Himmel siden starten.
Trods regnvejret var der alligevel masser af børn og voksne som trodsede vandpytterne og var mødt op i Kalundborghallen til koncert med Sille og Palle.
Kender du musikken fra Mini- og Ramasjang-programmerne "Lille Tut" og "Rosa fra Rouladegade", så kom med til denne koncert og mød skaberne bag - Sille og Palle, opfordrer arrangørerne.
Til Sille og Palles koncert medvirkede børn og voksne i en spillevende og medrivende koncert, hvor der blev sunget og danset til både splinternye sange fra Minisjang-serien Lille Tut og gamle klassikere fra den danske børnemusiksangskat.
Den 8. Himmel håber, at det gode vejr er tilbage næste tirsdag d. 29. juli kl. 10.30 hvor den sidste af de populære sommerkoncerter afvikles i Klosterparken bag Kalundborg Gymnasium.
Til den koncert er det Yasmins Børneafro som underholder og når musikken spiller, er der ingen, der kan sidde stille.