Billedserie: Livet er kort, kunsten er lang

Sammen med 12 af Siennagruppens medlemmer fylder 6 gæsteudstillere festsalen og tilstødende gange på skolen med billedkunst, kunsthåndværk og små skulpturer.

Billedserie: Livet er kort, kunsten er lang
Stor interesse for Siennegruppens påskeudstilling på Skolen på Herredsåsen. Skærtorsdag var der fernisering. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Rigtigt mange havde fundet vej til Skolen på Herredsåsen skærtorsdag for at være med til åbningen af Sienna gruppens påskeudstilling.

Traditionen tro afholder Siennagruppen deres kunstudstilling i påsken. Og sådan er det selvfølgelig også i år. I øvrigt nr. 44 i rækken.

Udtryksformerne spænder vidt, lige fra det nonfigurative og abstrakte til det figurative og fotorealistiske.

Sammen med 12 af Siennagruppens medlemmer fylder 6 gæsteudstillere festsalen og tilstødende gange på skolen med billedkunst, kunsthåndværk og små skulpturer.

Nogle af billederne er malet med et naivistisk glimt i øjet, andre fremhæver i en abstrakt eller naturalistisk stilart stemninger og former i natur og landskaber, atter andre inspireres af møder og hændelser i tiden og af materialet kunstneren er optaget af at arbejde med.

”Mange kender sikkert ordsproget, livet er kort, kunsten er lang. Om at udødeliggøre sig ved hjælp af kunst. Der er nok ingen her i Sienna og blandt vores gæsteudstillere der gør sig den slags forhåbninger, men jeg ved at vi alle har noget på hjerte som vi gerne vil vise frem med et ønske om, at det formidler en oplevelse, stor eller lille, hos jer der kigger på. Vi vil bane vejen for en kunstoplevelse. Kunst er ikke bare noget dekorativt, men noget der stikker dybere. Vi bruger det talent, vi nu engang har til at skildre naturen, landskaber, bymiljøer, mennesker, menneskelige relationer, tendenser i tiden og så videre,” sagde Axel Gadegaard, formand for Sienna, bl.a. i sin åbningstale.

Påskeudstillingens gæsteudstillere er: Birgitte Korsager Knap, Karin Hvidberg, Karin Sørensen, Kristian Christensen, Ole Kempff og Per Huniche.

Gæsteudstillerne bidrager med genrer, temaer og teknikker, der ikke i forvejen findes i Sienna. På den måde undgår påskeudstillingen at stagnere, oplyser Axel Gadegaard.

Udstillingen er åben: Fra 29. marts til 1. april kl. 10-16. Der er gratis entré til udstillingen

Del