Billedserie: Festligt fodbold i højt humør

Så snart de første kampe blev fløjtet i gang blev der gået til den på de to baner, mens de hold og tilskuere som stod uden for banen, hyggede sig med en ’sportsvand’.

Billedserie: Festligt fodbold i højt humør
The Heidis vandt præmien for bedste udklædning. Fotos: Vibeke Gylling

Af Jens Nielsen

En gammel tradition, med at flere fodboldhold mødes til kamp i Munkesøen, onsdagen i uge 30, blev selvfølgelig også afholdt i år. Det blev både festligt og fornøjeligt. Det er Kontoret som står bag arrangementet.

10 hold stillede op, alle festligt udklædt og klar til kamp, onsdag eftermiddag i Munkesøen hvor der, traditionen tro, var inviteret til byfestfodbold.

Blandt de 10 hold, med navne som bl.a. Tuborgs Discible, Høvlkasserne, De Flyvende Tæppetissere og Gargamel og Promillesmølferne, var også et enkelt rent pigehold, The Heidis, som igen i år havde taget kampen op mod drengene på de andre hold. hold.

Så snart de første kampe blev fløjtet i gang blev der gået til den på de to baner, mens de hold og tilskuere som stod uden for banen, hyggede sig med en ’sportsvand’.

Efter kampene var der fælles præmieoverrækkelse, spisning og musik på Kontoret, og det hele blev skyllet ned med flere ’sportsvand’.

Til bedste udklædte hold, som i år blev The Heidis, var der en gigantisk præmie mens vinderen af fodboldturneringen, Netto Allstars, fik en noget mindre præmie.

På den måde er byfesten i Kalundborg nu for alvor skudt i gang. De næste tre dage byder på et stort program med masser af aktiviteter, både i Kordilgade, i Kalundborg Havnepark, på Kontoret og på byens restauranter, barer og caféer.

Byfesten åbnes officielt på Solskinspladsen torsdag formiddag kl. 10.00.

Del