Bilister opfordres til ekstra forsigtighed
DMI har udsendt varsel om snestorm, og der advares mod farlige situationer i trafikken.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Bilister i Kalundborg og resten af de sydlige og østlige dele af landet bør forberede sig på vanskelige kørselsforhold, hvis de skal ud at køre mandag. DMI har udsendt varsel om snestorm, og der advares mod farlige situationer i trafikken.
Ifølge varslet kan der fra mandag morgen til tirsdag morgen falde mellem to og ti centimeter sne – lokalt op til 15-20 centimeter. Samtidig ventes der svag til hård vind fra nordøst, hvilket kan føre til snefygning og dårlig sigtbarhed. Varslet dækker blandt andet det meste af Sjælland, herunder Kalundborg-området.
En snestorm defineres som mere end ti centimeter sne på seks timer kombineret med en middelvind på mindst 10 meter i sekundet. Så skal man køre, anbefales det at køre hjemmefra i god tid, holde ekstra afstand og generelt tage det roligt i trafikken. Har man ikke vinterdæk på bilen, bør man lade bilen stå. Derudover skal man huske at rydde bilen helt for sne og is.
Sådan undgår man problemer i vinterkulden:
- Ryd bilen helt for sne og is – husk ruder, tag, lygter og spejle
- Kør hjemmefra i god tid, hold afstand og kør forsigtigt
- Kør med egnede vinterdæk af god kvalitet og i ordentlig stand
- Smør silikone på gummilisterne, så dørene ikke fryser fast
- Sørg for, at kølervæsken er frostsikret
- Medbring nødvendigt udstyr som sneskovl, refleksvest, tæpper og startkabler
- Hold øje med bilens batteri – gentagne startproblemer kan være tegn på, at det bør skiftes
Bilister opfordres derfor til at følge vejrudviklingen og tage deres forholdsregler, inden de bevæger sig ud på vejene.