Bilister opfordres til at bestille dækskifte før vintervejret

Ventetiden på værkstederne kan blive lang, når den første frost og sne rammer.

Bilister opfordres til at bestille dækskifte før vintervejret
Når vintervejret sætter ind, får mange bilister travlt med at få skiftet sommerdækkene. Det kan give kø på værkstederne netop på det tidspunkt, hvor behovet for vinteregnede dæk er størst.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Ventetiden på værkstederne kan blive lang, når den første frost og sne rammer. Derfor opfordrer Alm. Brand bilister til at bestille tid til dækskifte nu og samtidig få undersøgt dækkenes stand.

Når vintervejret sætter ind, får mange bilister travlt med at få skiftet sommerdækkene. Det kan give kø på værkstederne netop på det tidspunkt, hvor behovet for vinteregnede dæk er størst.

Forsikringsselskabet Alm. Brand opfordrer derfor bilister til at være ude i god tid.

“Hvert år ser vi det samme mønster. Mange reagerer først, når vintervejret for alvor sætter ind, og så bliver værkstederne hurtigt booket op. Derfor er det en god idé at bestille tid allerede nu, så man undgår ventetid og er klar, når temperaturen falder,” siger Jan Graversgaard, VP for Motor i Alm. Brand.

Dækkene skal passe til føret

Ifølge pressemeddelelsen blev reglerne sidste år præciseret, så føreren har ansvaret for, at bilen ikke er udstyret med dæk, der er åbenbart uegnede til det aktuelle føre. Det kan udløse en bøde på 1.000 kroner pr. dæk.

Det er dermed ikke manglen på vinterdæk alene, der kan føre til en bøde. Det afgørende er, om dækkene er egnede til forholdene. Her indgår blandt andet dækkenes mærkning og slid samt det konkrete føre i vurderingen.

Alm. Brand understreger også, at helårsdæk ikke automatisk er egnede til alle former for vintervejr.

“Reglerne er i virkeligheden ganske enkle: Som bilist har man ansvaret for, at dækkene passer til vejret og føret. Derfor bør man allerede nu undersøge, om dækkene har den rigtige mærkning, tilstrækkeligt mønster og generelt er i god stand,” siger Jan Graversgaard.

Få dækkenes stand undersøgt

Et dækskifte er samtidig en anledning til at kontrollere, om dækkene fortsat er i ordentlig stand. Slid, skader og alder kan ifølge Alm. Brand forringe vejgrebet og gøre det nødvendigt at udskifte dem.

“Dækskiftet er en oplagt anledning til at få dækkene gennemgået. Hvis de skal skiftes ud, er det langt bedre at opdage det nu end på den første glatte vintermorgen. Jo tidligere man får det ordnet, desto bedre står man rustet, når vejret skifter,” siger Jan Graversgaard.

Forsikringsselskabet anbefaler at kontrollere mønsterdybden og se efter revner, skader og uens slitage. Bilister bør også undersøge dækkenes mærkning og kontrollere dæktrykket regelmæssigt, særligt når temperaturen falder.

Hastighed og afstand skal desuden altid tilpasses vejret og vejens tilstand.

Del