BEVÆG Festival er tilbage i en ny udgave

BEVÆG er tilbage. Festivalen, hvor man fejrer fællesskabet og foreningslivet, og nu er tilmeldingen for foreninger åben.

BEVÆG Festival er tilbage i en ny udgave
Hver forening kan byde ind med aktiviteter, opvisninger og præsentation af tilbud, når byen fyldes med liv og gode oplevelser for børn, unge og voksne. Arkivfoto: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Nu er tilmeldingen åben til årets store foreningsfest i Kalundborg, BEVÆG 2025, som afholdes lørdag den 6. september. BEVÆG festival er en sundheds- og idrætsfestival, som før har været afholdt i Kalundborg, men som blev aflyst i 2024.

BEVÆG er tilbage. Festivalen, hvor man fejrer fællesskabet og foreningslivet. Kalundborg Kommune inviterer alle folkeoplysende foreninger til at være med. Hver forening kan byde ind med aktiviteter, opvisninger og præsentation af tilbud, når byen fyldes med liv og gode oplevelser for børn, unge og voksne.

Inddelt i temaområder

Festivalområdet vil i år blive opdelt i syv temaområder: Outdoor, street, vandsport, bold, bevægelse, kultur og village waka waka. Ved tilmelding vælger foreningen det område, der passer bedst til aktiviteten. Foreningerne skal kort beskrive foreningens aktivitet ved tilmelding – større foreninger kan også være med i flere områder. Invitationerne er netop nu på vej ud til foreningerne i hele kommunen.

Festivalen afholdes udendørs i Kalundborg bymidte, og der vil være mulighed for at deltage med aktiviteter for festivalens gæster, lave opvisninger samt fortælle om foreningernes aktiviteter og tilbud. Alle aktiviteter til BEVÆG skal være gratis for de besøgende.

Fordelt ud over midtbyen

Munkesøen kommer til at danne ramme om street-området, Klosterparken for Outdoor og Kultur, Klostertorvet for bold, J. Hagemann-Petersens Allé for bevægelse og sidst men ikke mindst vandsportsområdet, bliver i og udenfor svømmehallen.

Vær med til at udvikle områderne

Mandag den 5. maj er der netværksmøde inden for temaområderne: Street, Outdoor og Vandsport. Det foregår i Kalundborg Hallerne fra kl. 17-19. Ligeledes er er netværksmøde for områderne: Bold, Bevægelse og Kultur mandag den 19. maj kl. 17-19 i Kalundborg Hallerne.

Her planlægges aktiviteter og rammer i fællesskab, og midler til aktiviteter i hvert temaområde fordeles. Det er her, at foreningerne får medbestemmelse – og mulighed for at finde nye samarbejder og idéer sammen med andre foreninger.

Har man spørgsmål, er man meget velkommen til at kontakte festivalteamet på: bevaeg@kalundborg.dk Tilmeldingsfrist til Bevæg Festival for foreningerne er den 30. april via NemTilmeld https://kalundborg.nemtilmeld.dk/553/

Del