Betjent opdagede to streger med hvidt pulver på skraldespand
Der vil løbende blive foretaget kontroller i nattelivet med civilklædte politifolk rundt om i hele kredsen, oplyser politiet.

Af Jens Nielsen
Fredag aften drog et større hold civilklædte betjente ud i hele politikredsen for at lave nattelivskontrol efter våben og euforiserende stoffer, men også for at kontrollere om beværtningerne overholdt reglerne for deres bevilling. I Kalundborg blev to mænd tilbageholdt.
42 værtshuse, pubber og diskoteker blev kontrolleret, og politiet havde en god dialog med beværtningerne. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Flere gæster på forskellige beværtninger, eller folk som blev truffet på stationer, ved p-huse eller på gaden blev visiteret, hvis politiet havde mistanke om, at de kunne have noget ulovligt på sig. 25 personer blev visiteret uden fund, men i alt blev to sigtet for at besidde knive og syv blev sigtet for at have narko på sig.
I en gyde ved en beværtning i Kalundborg så en betjent to mænd stå ved en skraldespand. Den ene sagde: " Vi knuser det sådan her og deler det op i to baner". Betjenten så to streger med hvidt pulver på skraldespanden og tilbageholdt de to mænd fra Kalundborg på 20 og 23 år. Den 20-årige blev sigtet for at besidde det som viste sig at være 0,65 gram ketamin, der tilhørte ham.
Der vil løbende blive foretaget kontroller i nattelivet med civilklædte politifolk rundt om i hele kredsen, oplyser politiet.