Beslutning om dagligvarebutik

Salling Group har anmodet Kalundborg Kommune om at igangsætte en planlægning, der skaber grundlag for at opføre en ny dagligvarebutik med tilhørende parkeringsareal mv.

Beslutning om dagligvarebutik
På torsdag har Teknik- og Miljøudvalget møde, hvor de bl.a. skal behandle punktet om en ny dagligvarebutik i Rørby. På den nye plan er indgangen flyttet og vareindleveringen er flyttet til den sydlige ende af butikken.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

På torsdag har Teknik- og Miljøudvalget møde, hvor de bl.a. skal behandle punktet om en ny dagligvarebutik i Rørby. Salling Group har anmodet Kalundborg Kommune om at igangsætte en planlægning, der skaber grundlag for at opføre en ny dagligvarebutik med tilhørende parkeringsareal mv. i Rørby, på hjørnet af Slagelse Landevej og Gl. Sorøvej.

På et møde den 7. september sidste år besluttede Teknik- og Miljøudvalget, at indkalde idéer og forslag til planlægningen forud for kommuneplantillæg og en ny lokalplan. Udvalget skal derfor nu beslutte, hvorvidt planlægningen skal fortsætte.

Salling Group ansøgte oprindeligt om en dagligvarebutik med indkørsel og vareindlevering mod nord og indgang til butikken mod syd og mod Slagelse Landevej. Butikken skal primært forsyne Rørby, men også Årby, Kærby, og Ugerløse, samt nærliggende landsbyer betragtes som lokalt opland.

Planlægningen forudsætter at projektområdets anvendelse ændres fra nuværende boligområde til område med blandet bolig og erhverv. Det betyder, at der skal udarbejdes et tillæg til kommuneplanen. Den ansøgte dagligvarebutik har et omfang der forudsætter, at der også skal tilvejebringes en lokalplan for projektområdet.

Butiksindgang ved indkørslen

Naboer har udtrykt bekymring om støjgener fra lastbiler fra den nye dagligvarebutik, bl.a. fra vareindlevering, og anbefaler, at butiksområdets indretning ændres, så støjende aktiviteter placeres syd for butikken ud mod Slagelsevej.

Der kan ikke opnås tilladelse fra Vejdirektoratet til sti-forbindelse til butikken fra Slagelse Landevej, hvilket har medvirket til ændringer af projektområdets indretning. Med den ændrede orientering, som placerer butiksindgangen ved indkørslen, kan områdets bindinger bedre tilgodeses, idet bløde trafikanter kan færdes mere sikkert, støjbelastning fra vareindlevering reduceres.

Butikkens indgang med det lille torv og områdets beplantning kan understøtte Rørbys gademiljø og kirkens grønne omgivelser.

Del