Besejlingen af Sejerø og Nekselø

Besejlingen af Sejerø og Nekselø

Læserbrev: Besejlingen af Sejerø og Nekselø

Kalundborg Kommune står foran store investeringer i to elektrisk drevne færger, som skal besejle Sejerø og Nekselø. En investering på 330 millioner, hvortil må formodes udgifter til landanlæg.

Før denne store investering foretages er det vigtigt at se på helheden, nu og i fremtiden – gør kommunen det rigtige? På Nekselø bor ca. 20 personer, der  investeres i en færge, som koster 165 millioner plus landanlæg. Fordelt på borgere investeres der 8.250.000 pr. borger i den nye færge. Der kan opstilles mange regnestykker, men sælges der 10.000 enkeltbilletter om året på overfarten vil den reelle billetpris med afskrivning over 20 år, forrentning og drift overstige 1.000 kr. pr. enkeltbillet. I 2024 koster en enkeltbillet 35,- kr. Gør kommunen det rigtige?

Alternativet kan være at fortsætte den nuværende sejlads i et par år. I mellemtiden optages der forhandling med borgerne på Nekselø om at flytte, gerne til Sejerø, så Nekselø bliver et lukket naturreservat.

Kan der opnås en aftale, som Nekselø borgerne accepterer, vil der fortsat være et betydeligt beløb tilbage af de 165 millioner som færgen koster, det vil gøre det muligt at købe en større og mere velegnet færge til Sejerø overfarten. I den forbindelse kan man se mod Nordtyskland, Norge, Færøerne, Sverige og Finland, der er nok rederier, som går med de samme tanker som Kalundborg Kommune, om at investere i en elektrisk drevet færge. Kan der bestilles flere færger med samme mål, vil der være penge at spare.

Erik Ebdrup, Kalundborg

Del