Begge var fra Kalundborg: 25-årig alvorlig skadet, 54-kvinde dræbt
Midt- og Vestsjællands Politi har yderligere oplysninger om dødsulykken ved Gørlev.
Af TV-Kalundborg kontakt@tv-kalundborg.dk
En dræbt, en alvorligt tilskadekommen og en slap med mindre skader. Nu er der nyt fra politiet.
I aftes kørte to mindre personbiler frontalt sammen på Gørlev Landevej, rute 22. Sammenstødet skete ud for Ågårdsvej i Gørlev, og der var meldinger om alvorlig tilskadekomst. Derfor blev lægehelikopteren sendt til stedet.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i deres døgnrapport.
Politi og redningsmandskab rykkede ud til stedet, vejen blev spærret, og busruterne blev omlagt. En bilinspektør blev tilkaldt for at undersøge uheldsstedet.
En 25-årig kvinde fra Kalundborg kørte i sydlig retning, da hun af uvisse årsager kom over i den modkørende vognbane, hvor hun stødte sammen med en bil ført af en 54-årig kvinde fra Kalundborg.
Den 54-årige kvinde kom alvorligt til skade og afgik ved døden som følge af uheldet. De pårørende er blevet underrettet.
Den 25-årige kvinde blev bragt til sygehuset med alvorlige skader.
En 35-årig mand, som var passager i den 54-årige kvindes bil, blev kørt til undersøgelse på sygehuset. Der var dog umiddelbart ikke meldinger om alvorlig tilskadekomst.
Først ud på aftenen blev vejen genåbnet, efter at undersøgelserne var afsluttet, og bilerne var blevet fjernet.
Læs også: 54-årig kvinde omkom i frontalt sammenstød ved Gørlev
Læs også: Rute 22 spærret på grund af uheld