Begge hold håber på sejr i lørdagens hjemmekampe

Lørdag eftermiddag kl. 14 spiller både Svebølle og Raklev på hjemmebane. SBI tager imod Slagelse og i Raklev byder Vordingborg velkommen.

Begge hold håber på sejr i lørdagens hjemmekampe
Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

De to lokale hold i fodboldens Sjællandsserie, lokalt betegnet som Kontoret / Punkt 1 Ligaen, RGI og SBI, spiller begge hjemme lørdag. 

Lørdag eftermiddag kl. 14 spiller både Svebølle og Raklev på hjemmebane. SBI tager imod Slagelse og i Raklev byder Vordingborg velkommen.

”Efter sidste weekends uafgjorte resultat i forårspremieren, jagter vi nu en toppræstation på hjemmebane mod de selvudnævnte oprykningsfavoritter fra Slagelse. Vores gæster ligger pt nr. 2 i rækken, og der venter derfor en svær opgave, hvor der skal leveres intet mindre end en toppræstation for at hive point hjem,” fortæller Svebølletræner Jonas Thomsen.

Holdet har arbejdet intenst og målrettet i løbet af ugen.

”Vi er derfor godt forberedte på hvordan vi kan lukke ned for deres spidskompetencer, og samtidig hvordan vi skal gøre ondt på dem. Vi har et rigtig godt hold, så vi går efter at sende dem hjem med et nederlag lørdag eftermiddag i Svebølle,” fortæller cheftræneren før lørdagens kamp.

Sidste weekends skuffelse er blevet grundigt evalueret

Raklev er klar til at tage imod Vordingborg, der kommer til banerne ved Røsnæshallen lørdag kl. 14. Da de to hold mødtes i efteråret blev resultatet 1-1.

”Sidste weekends skuffelse mod Solrød er blevet grundigt evalueret til tirsdagens træning. Ingen havde set det i kortene, at lørdagens indsats kunne ske efter en god forberedelse til sæsonen med gode resultater i træningskampene, men også når der kigges tilbage på de sidste mange måneders gode indsats til både træning og kamp. Efter at have talt lørdagens kamp igennem, så er der blevet gået til den til træning både tirsdag og torsdag, hvor der har været høj intensitet,” oplyser Henrik Nielsen fra RGI.  

Trænerteamet og spillerne ser nu frem til weekendens hjemmekamp mod Vordingborg og der er ingen tvivl om, at alle har en stærk tro på, at holdet kommer tilbage på sporet i weekendens kamp.

Rammer vi vores niveau offensivt og det spil, som vi har formået at vise både i optakten til sæsonen men også har for vane at vise på hjemmebane, så er jeg overbevist om, at der kan hentes 3 point i weekendenDer er dog ingen tvivl om, at vores fundament skal være på plads i forhold til, hvordan spillerne skal agere i nærkampene, hvordan hele holdet skal forsvare, at der skal løbes ekstra meter og samtidig skal vinderattituden vises gennem hele kampen”, udtaler cheftræner Brian Kristensen.

Del