Befolkningens sundhed og trivsel skal under lup

I Kalundborg Kommune vil ca. 2.000 borgere modtage spørgeskemaet, som led i undersøgelsen.

Befolkningens sundhed og trivsel skal under lup
Fra i dag bliver det muligt at svare på spørgsmålene i Sundhedsprofilen – den store, landsdækkende undersøgelse om borgernes sundhed og trivsel. Modelfoto: Colourbox.

gitte@tv-kalundborg.dk

Kig godt efter i postkasser. Både de digitale og de fysiske. Fra i dag bliver det muligt at svare på spørgsmålene i Sundhedsprofilen – den store, landsdækkende undersøgelse om borgernes sundhed og trivsel. Spørgeskemaet sendes digitalt via e-Boks eller som fysisk post, det er derfor vigtigt at holde øje med sin digitale postkasse. Det er dog ikke alle, der modtager et spørgeskema.

Fra i dag og de kommende uger inviteres mere end 300.000 tilfældigt udvalgte danskere fra og med 16 år til at deltage i den største undersøgelse om sundhed, trivsel og sygdom. I Kalundborg Kommune vil ca. 2.000 borgere modtage spørgeskemaet, som led i undersøgelsen "Hvordan har du det?", der kortlægger sygdomme, mental trivsel, rygevaner, fysisk aktivitet og meget mere. Resultaterne skal danne grundlag for forebyggelse og indsatser dér, hvor behovet er størst.

Skal finde udfordringerne

For femte gang siden 2010 gennemføres undersøgelsen i et samarbejde mellem landets fem regioner, Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed. Undersøgelsen gentages hvert fjerde år for at vise, hvor udviklingen går i den rette retning, og hvor der stadig er udfordringer.

"Det er vigtigt for os at få et klart billede af, hvordan vores borgere har det, så vi kan skabe de bedste rammer for sundhed og trivsel i Kalundborg Kommune. Derfor er det også vigtigt, at man tager sig tid til at svare på spørgsmålene," siger borgmester Martin Damm.

Ressourcerne sættes ind, hvor behovet er størst

Resultaterne skal bruges til at målrette kommunens sundhedsindsatser, så ressourcerne sættes ind, hvor behovet er størst.

"Vi håber, at så mange som muligt vil besvare spørgeskemaet. Jo flere svar vi får, desto bedre kan vi tilpasse vores indsats til borgernes behov. Derfor vil jeg også opfordre til, at man spørger børn, ægtefæller, forældre, venner eller måske kollegaer om de har modtaget undersøgelsen. Alle små skub i at få så høj en svarprocent som muligt, er velkomne," siger Laura Velløv Hansen, projektleder i Kalundborg Kommune på Sundhedsprofilen.

Den seneste undersøgelse fra 2021 viste blandt andet en stigning i antallet af unge med dårlig mental sundhed samt udfordringer med brug af tobaks- og nikotinprodukter. Disse resultater har været afgørende for udviklingen af forebyggelsesinitiativer.

Om undersøgelsen

  • Tjek, om du er med: Spørgeskemaet "Hvordan har du det?" sendes til 300.000 tilfældigt udvalgte borgere på 16 år og derover. I Kalundborg Kommune er det cirka 2.000 borgere. Spørgeskemaet kan findes i din digitale postkasse (e-Boks), eller du vil modtage det med fysisk post, hvis du ikke har digital post.
  • Frivillig deltagelse: Det er frivilligt at deltage, men din besvarelse er vigtig og bidrager til at skabe et billede af danskernes sundhed og trivsel.
  • Mulighed for præmier: Alle, der besvarer spørgeskemaet, deltager i lodtrækningen om en række præmier.
  • Flere afsendere: Undersøgelsen gennemføres i et samarbejde mellem regionerne, Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed. Det sker efter en aftale mellem Danske Regioner, KL, Indenrigs- og Sundhedsministeriet og Finansministeriet.

Resultatet af undersøgelsen offentliggøres i marts 2026. På hjemmesiden www.danskernessundhed.dk kan man se resultaterne fra tidligere undersøgelser.

Del