Bedre billigere boliger

Læserbrev: Bedre billigere boliger
Martin Damm ønsker ikke, at almene boligselskaber skal bygge i kommunen – i stedet vil han satse på privat ejede lejeboliger. Til NordvestNyt udtaler han: "En årsag til at bygge almennyttigt i en lavkonjunktur er at understøtte byggebranchen i en tid, hvor de ikke har så meget at lave. Lige nu står vi i den modsatte situation."
Men det er ikke kommunens opgave at agere økonomiminister. Det er kommunens opgave at sikre boliger til borgerne – særligt nu, hvor behovet er stort. Flere boliger er for eksempel en af løsningerne på hjemløshed, som desværre er stigende i Kalundborg. Hvor hjemløsheden er faldet på landsplan, steg den i Kalundborg, hvor der i februar i år var 87 hjemløse.
Ifølge Boligstyrelsens statistikker koster en privat lejebolig i gennemsnit 50–70 procent mere end en almen bolig i byer som København og Aarhus. Anders Winnerskjold, borgmester i Aarhus, siger det klart til DR: "Mit mål er ikke, at dem, der bygger i Aarhus, tjener en frygtelig masse penge. Mit mål er, at der kommer gode boliger, som man har råd til at bo i."
Kalundborg Kommune mangler boliger – ikke mindst til ældre, der ønsker at flytte i noget mindre. Men de får næppe bedre muligheder, så længe Martin Damm er borgmester.
Niels Erik Danielsen
Kommunalbestyrelsesmedlem. Enhedslisten