Atomkraft, nej tak

Atomkraft, nej tak

Atomkraft nej tak

Liberal Alliance vil opføre et atomkraftværk i Kalundborg. Forhåbentlig er det ikke noget, som kommunen skal investere i — ellers risikerer vi hurtigt et hul i kommunekassen. Partiet foreslår at placere reaktoren ved Asnæsværket. Det er uklart, om borgerne i området er blevet spurgt til en sådan placering.

Et traditionelt atomkraftværk – som fx Three Mile Island , Tjernobyl eller Fukushima, alle alvorlige atomkraft-ulykker – bruger uran som brændsel. Det medfører farligt affald og potentiel strålingsfare. Radioaktivt affald er et stort problem, fordi vi efterlader håndtering og risiko til kommende generationer — i nogle tilfælde i op til 100.000 år. Noget af affaldet fra Risø skal endog lagres “i al evighed”.

Liberal Alliance foreslår i stedet en såkaldt small modular reactor (SMR). Den danske virksomhed Copenhagen Atomics arbejder på et værk af denne type — en thorium‑smeltesaltreaktor. Ifølge deres egen plan skulle de første testreaktorer være klar i 2027, og de første kommercielle reaktorer i 2030, som vil køre på ca. 5 % beriget uran. Derved er affaldsspørgsmålet ikke løst. Hvornår en sådan SMR præcist bliver klar – og hvordan den konkret vil fungere – er ikke lige til at finde ud af. I Enhedslisten satser vi på det, vi ved virker — for eksempel sol og vind.

Niels Erik Danielsen, kommunalbestyrelsesmedlem Enhedslisten Kalundborg.

Del