Arrangementer, der taler til hjerne og hjerte

Kalundborg Biblioteker kommer med nyt katalog fyldt med foredrag, foreningsliv og arrangementer, der taler til både hjerne og hjerte og til store og små.

Arrangementer, der taler til hjerne og hjerte
Kalundborg Biblioteker kommer med et nyt katalog for første halvdel af 2024.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Kalundborg Biblioteker kommer med et nyt katalog for første halvdel af 2024 fyldt med foredrag, foreningsliv og arrangementer, der taler til både hjerne og hjerte og til store og små.

Offentliggørelsen af det nye arrangementskatalog sker fredag den 19. januar, hvor det kan hentes på alle biblioteksafdelinger i Kalundborg kommune. Er man til en elektronisk udgave af kataloget, kan det downloades på www.kalundborgbib.dk Billetsalget til de forskellige arrangementer/ture åbnes først lørdag den 20. januar kl. 11.

Når et nyt forår bryder frem, og vinteren langsomt slipper sit tag, mærker man, at nye tider er på vej. På Kalundborg Biblioteker vil man i første halvdel af 2024 også mærke nye vinde blæse. På Kalundborg Biblioteker er første halvdel af 2024 et nyt halvår med forandringer. Med nye initiativer, der omfavner en kommune i udvikling, kan vi tilbyde nye og spændende arrangementer og tiltag, der tilsammen danner fundamentet og byggestenene til det bibliotek, vi er på vej i mod, nemlig Bibliotek 2030,” skriver Kalundborg Biblioteker i en pressemeddelelse.

Fælles I forandring

Forandring og fællesskab går hånd i hånd på Kalundborg Biblioteker. I det nye katalog vil man opleve et vigtigt fokus på foreningsliv, initiativer der skal styrke lokalsamfundet og endnu flere samarbejder, der skaber mulighed for samvær og nye oplevelser.

Fællesskabet er en af Kalundborg Bibliotekers hjørnesten og det vil man opleve fra første side i det nye arrangementskatalog, når vi med denne udgave sætter kurs mod Bibliotek 2030,” står der endvidere i pressemeddelelsen.

Appetitvækker over aktiviteter og arrangementer 

Tag med på en spændende og vild rejse, når en af Danmarks mest kendte instruktører Ole Bornedal holder foredrag om sin utrolige karriere.Eller når Anne Hjernøe tager livtag med overgangsalderen. Anders Puck Nielsen er officer og militæranalytiker ved Forsvarsakademiet, med speciale i Rusland, Ukraine og maritime operationer. Han kommer også og holder foredrag. Lone Theils formår at skabe en rød tråd mellem virkelighed og fiktion, og man læser og bliver suget ind i hendes nervepirrende univers. Publikum kommer med i hendes arbejdsværelse, når hun fortæller om det fascinerende ved at lade virkeligheden forme fiktionen. Den efterspurgte saxofonist, komponist og forfatter Benjamin Koppel vandt i 2023 Læsernes Bogpris for Annas Sang, og det kommer han og fortæller om. Karen Marie Lillelund tager os på en morsom rejse ind i den betydningsfulde verden af smalltalk og minder os om, hvorfor det er værd at værdsætte de små øjeblikke i livet.

I samarbejde med Snertinge Biblioteksgruppe byder Kalundborg Biblioteker også på koncert med Lasse & Mathilde ligesom de populære højtlæsninger for voksne fortsætter - blot endnu flere steder.

Børnenes bibliotek anno 2024

Teater lavet over børnebøger giver børn læselyst, og nu inviterer Kalundborg Biblioteker til både Orla Frøsnapper-forestilling og Djævelens Lærling-teater, som begge to er forestillinger, der tager udgangspunkt i bøger for børn. SØNJAZZ-koncerterne fortsætter også ligesom Sigurd Barrets Bjørnetime samt familiekoncert med Hr. Skæg.

I 2024 gentages succesen med Dittes Kunstklub, der skal læses med Læsehunde, spises pizza i Teen-klubben, lave vilde videnskabsforsøg i Videnskabsklub for Familier og så inviteres fædre og deres børn til Fars Legestue.

Kunst og kultur

Fotografi, akvarel, akryl- og oliemaling. Materialerne er mange og det samme er udtrykkene hos de mange kunstnere, der i første halvdel af 2024 udstiller rundt om på bibliotekerne.

Det er Kalundborg Kommunes ønske, at forsamlingshusene i lokalsamfundene skal fungere som kulturhuse. På Kalundborg Biblioteker kunne vi ikke være mere enige. I 2024 kan vi sammen med Liv i Forsamlingshusene invitere til blandt andet gymnastik, banko og til hyggelige fællesspisninger og så kan vi byde på underholdning med blandt andre Peter Vesth og Kristian Rusbjerg i Svallerup Forsamlingshus den 24. januar, til koncert med Katrine Bille i Årby Forsamlingshus den 14. februar, til foredrag med forfatter Peter Øvig Knudsen den 16. februar på Værftet i Havnsø og til koncert med Sussi og Drengene den 24. april i Svallerup Forsamlingshus  og meget, meget mere. Find flere arrangementer i samarbejde med Liv i Forsamlingshusene i kataloget.

Offentliggørelsen af arrangementskataloget sker fredag den 19. januar på Kalundborg Bibliotek, Eskebjerg Bibliotek, Snertinge Biblioteksinfo, Svebølle Kvik Bibliotek, Ubby Bibliotek, Høng Bibliotek samt Gørlev Bibliotek.

Biblioteksklubben

Vil man være sikker på at få de seneste nyheder om arrangementer og tillige få rabat til de mange arrangementer, kan man melde sig gratis ind i Biblioteksklubben. Læs mere på www.kalundborgbib.dk/klub

Del