Årets Fighter blev kåret for første gang

Der er en fast tradition for, at Hvidebæk IF hylder instruktører og hjælpere i forbindelse med forårsopvisningen i Hvidebækhallen.

Årets Fighter blev kåret for første gang
Årets instruktør, blev for første gang til årets instruktørpar og prisen tilfaldt Sara Rishøj og Katrine Nielsen fra Bim Bam Busse holdet. Privatfoto

Af Jens Nielsen

Hvidebæk IF har i forbindelse med deres årlige forårsopvisning kåret Årets minihjælper, Årets Hjælpeinstruktør, Årets instruktør og ikke mindst Året fighter.

Der er en fast tradition for, at Hvidebæk IF hylder instruktører og hjælpere i forbindelse med forårsopvisningen i Hvidebækhallen.

I år blev Årets Fighter også hyldet, i øvrigt for første gang. Den tilfaldt Rebecca Ejlersen, som har en vilje af stål.

I indstillingen står der: ”Rebecca Ejlersen viser gang på gang at komme tilbage med højt humør og en vilje så stærk som stål, efter div skader, indlæggelser og div operationer. Det viser virkeligt hvor højt hun elsker gymnastikken og menneskerne omkring. Hendes forløb er med til at vise hvad foreningslivet kan give af socialt netværk. Bl.a. ved hendes indlæggelse troppede flere af dem hun går til gymnastik med op og tog hende med på tur i kørestol, rundt på afdelingen, blot så de kunne være sammen. og hele instruktørteamet havde samlet inde til en stor hygge gavekurv.”

Årets instruktør

Årets instruktør, blev for første gang til årets instruktørpar og prisen tilfaldt Sara Rishøj og Katrine Nielsen fra Bim Bam Busse holdet.

”De har formået at øge og udvikle et hold fra 8 gymnaster sidste år til 35 glade børn der kommer søndag efter søndag med en forælder. De er nysgerrig og henter inspiration ude fra, bl.a. via en del kurser, for at gøre holdet spændende at være på.” 

Årets Hjælpeinstruktør 

Det blev Lærke Jørgensen der i år blev hyldet som Årets hjælpeinstruktør. I indstillingen står der:

”Lærke er en stor teamplayer hvilket vi sætter meget pris på. Hun er meget energisk og tager stort initiativ ved træningerne. Hun har udviklet sig markant som træner men bestemt også som gymnast i denne sæson.”

Årets minihjælper 

Titlen som Årets minihjælper tilfaldt i år Tilde Lassen, i indstillingen står der:

”Supervellidt af de små gymnaster og meget omsorgsfuld.  Tager initiativ og er mødestabil. Der er desuden set stor udvikling hos Tilde i løbet af sæsonen.”

Del