Årets Fest 2026 gennemført trods historisk snevejr

Arrangementet Årets Fest 2026, som er et samarbejde mellem LEV & SINDs lokalafdelinger i Kalundborg, Odsherred, og Holbæk, samt foreningen Hjerte For Alle, blev kraftigt påvirket af det voldsomme vintervejr.

Årets Fest 2026 gennemført trods historisk snevejr
Sangerinden Lotte Riisholt trådte til i ellevte time og bidrog til underholdningen. Foto: Privat

Af Thomas Gosch thomas@tv-kalundborg.dk

Snevejret skabte udfordringer

Den kraftige snestorm fik stor indflydelse på afholdelsen af Årets Fest. Sneen væltede ned over Vestsjælland, hvilket medførte lukkede veje og ufarbare forhold flere steder. Halinspektør Søren With og centrets bestyrelse trådte dog til med en kæmpe indsats, herunder intensiv snerydning omkring kultur- og fritidscentret i Hørve.

 

Frivillige og deltagere strandet af snemasser

Snemasserne betød desværre, at mange frivillige og gæster ikke havde mulighed for at nå frem til festen. De enorme snemængder og tilsneede veje udgjorde uoverskuelige barrierer – især for flere af deltagerne med fysiske handicap og udfordringer. Flere bosteder, som havde købt billetter, og hvor beboerne havde glædet sig enormt, måtte opgive at komme af sted. Risikoen for at sætte sig fast i sneen på de ufremkommelige landeveje var simpelthen for stor.

”Vi har fuld forståelse for den skuffelse og det tab af oplevelse, som disse deltagere føler. Årets Fest 2026 var længe imødeset, og det er utroligt trist, at så mange ikke fik mulighed for at deltage,” fortæller medarrangør Felix Pedersen og fortsætter, ”Som arrangører er vi dybt berørte af situationen. Vi stod i en uforudset force majeure-situation og gjorde vores yderste for at håndtere den efter bedste evne.”

Musikprogram reddet i sidste øjeblik

Musikprogrammet måtte tilpasses det ekstreme vejr. Det populære dansktop-band Fede Finn & Funny Boyz skulle have spillet til festen, men tidligt fredag morgen kom meldingen at bandets forsanger fra Fyn ikke kunne komme igennem sneen, og udstyret, der skulle fragtes fra Haslev, kunne heller ikke nå frem til festen. Dermed så det sort ud for en af dagens hovednavne.

Lennart Johannesen fra Fede Finn & Funny Boyz og bureauet Showbizz Danmark fik i al hast arrangeret en afløser. Sangerinden Lotte Riisholt trådte til med akut hjælp, så musikprogrammet blev reddet i ellevte time. ABBAGirls, der også var på programmet, kunne dermed gå på scenen som planlagt. Sammen med Lotte Riisholt sørgede de to musikindslag for, at der alligevel blev dans og stemning til Årets Fest.

”Selvom Årets Fest 2026 ikke blev den store, festlige begivenhed, vi alle havde håbet på, lykkedes det trods alt at skabe en god dag ud af de svære omstændigheder,” siger Felix Pedersen og uddyber, ”Stemningen blandt de fremmødte gæster var varm og positiv, og de nød musikken og samværet, som trods alt kunne gennemføres.”

 

Overskydende mad gav glæde andetsteds

Da det stod klart, at en betydelig del af gæsterne ikke kunne nå frem, opstod der bekymring for madspild. Madbanken i Odsherred ved Luise Hall blev kontaktet, og allerede fredag eftermiddag kunne Madbanken uddele de mange overskydende sandwich gratis til borgere i lokalområdet.

LEV & SINDs lokalafdelinger i Kalundborg, Odsherred og Holbæk smat foreningen Hjerte For Alle, fik gennemført arrangementet på flot vis trods vejret der gav en masse udfordringer.

Del