Anita er ny citykoordinator i en version 2.0

Jobbet som citykoordinator er et fuldtidsjob og Anita Winther kommer fra et job som butikschef hos Tippy i Kordilgade.

Anita er ny citykoordinator i en version 2.0
Anita Winther er ansat som ny citykoordinator i Vores Kalundborg pr. 1. marts. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Anita Winther er ansat som ny citykoordinator i Vores Kalundborg og skal fremover skabe aktiviteter i Kalundborg til glæde for kunderne. Anita har tidligere været ansat i samme stilling.

Når Anita Winther starter i sit nye job som citykoordinator pr. 1. marts, bliver det i version 2.0, hun har nemlig tidligere været ansat i den samme stilling, men efter en pause på omkring fem år er hun tilbage og glæder sig til de nye udfordringer.

”Meget har forandret sig på fem år og det har detailbranchen også, og ikke mindst den her by med den store udvikling der er i gang, så det kan kun blive en stor fornøjelse at komme ud og blive en version 2.0 og jeg glæder mig rigtigt meget, der er så meget vi kan gøre,” fortæller Anita Winther, og fortsætter, ”Nu har vi også et markedsføringsudvalg i ryggen så vi er i stand til at kunne lave nogle større aktiviteter end da jeg var her sidst. Vi har en god bestyrelse og et godt eventudvalg til at støtte op om mig.”

Jobbet som citykoordinator er et fuldtidsjob og Anita Winther kommer fra et job som butikschef hos Tippy i Kordilgade.

”Siden tiden fra sidste gang jeg var citykoordinator har jeg været på den anden side af disken, og der mærker man hvor vigtigt det er, at der sker aktiviteter i byen. Nu skal vi bare holde fast i bordkanten, mens vi venter på at den store udvikling der er i byen, også rammer detailhandlen, og så skal vi ud at kæmpe for et større sammenhold mellem butikkerne,” fortæller Anita Winther.

Der har været en række ansøgninger til jobbet som citykoordinator, men Anita Winther er blevet opfordret til at søge stillingen.

”Anita har søgt på lige fod med de andre ansøgere. Hun kendte betingelserne og derfor har bestyrelsen valgt Anita som byens nye citykoordinator,” fortæller Hans-Henrik Nielsen, formand for Vores Kalundborg, og fortsætter, ”Det er vigtigt at slå fast, at selv om Anita nu kommer tilbage, så bliver det ikke som det var tidligere. Det bliver med fokus på medlemmerne, på sammenhold og samarbejde blandt medlemmerne.”

Vores Kalundborg har allerede planer om en række aktiviteter, bl.a. en bon konkurrence i næste uge hvor et par kan vinde et gavekort til en romantisk middag på valentinsdag på enten Det Mexicanske Bøfhus, La Viva eller Esbern Snare.

Der er også allerede gang i forberedelserne til årets byfest i uge 30 og i maj måned arrangeres en stor sørøverfest.

Del