Alt i Den gamle Smedje har en historie

Video: Jens Nielsen

Af journalist Sonja Husted Rasmussen

Snyd ikke jer selv for et besøg i det levende lokalmuseum Den gamle Smedje i Reerslev

Du træder ind ad smedens gamle, grønne port og mærker stenkulsrøgen svie i næseborene. I mørket svinger smeden den store hammer mod det glødende jern på ambolten, så gnisterne fyger, og klangen fylder rummet.

Her er oplevelser for alle sanser i det originale hus, som i århundreder var landsbyens smedje.

Sådan står der i brochuren om Den gamle Smedje i Reerslev, og løfterne bliver indfriet. Der dufter præcis som der skal, det har mange gamle landmænd bekræftet, når de kommer indenfor, snuser engang og siger: Ja, lige sådan lugtede der i en smedje.

Foreningen Reerslev Smedje, hvis formand er Viggo Pedersen, står bag museet, og foreningens formål er at ”eje, bevare og vedligeholde den gamle smedje på Reerslevvej 25 A og formidle kendskab til det gamle smedehåndværk, smedjens historie og give besøgende indblik i, hvordan man arbejdede i smedefaget i gamle dage”.

Sommeren over er der søndagsåbent i smedjen, og det er i år fjerde sæson. Besøgstallet svinger mellem 2-3 og til over 20, men smedene foretrækker, at der ikke samles over en halv snes, for så har alle gode muligheder for at høre de mange smedehistorier, som smedjens frivillige folk disker op med.

Der kommer ikke sjældent gæster på besøg, der cykler ad istidsruten. De kan slå sig ned ved et af bordene uden for smedjen og spise deres medbragte mad, og skulle de ikke lige være der en søndag, er der råd for det.

Det kræver kun en opringning til Viggo, så kommer han og åbner porten til smedjen og deler ud af sin smede-viden.

I 1947 blev smedjen udvidet med et cykelværksted og et lille kontor, men nutidens cyklister skal dog ikke regne med, at der står en cykelsmed parat til at ordne deres cykler.

Smedens dagbog

Takket være en omfattende samling historisk arkivmateriale kan de frivillige smedesvende fortælle historier om livet og dagligdagen for landsbysmedene helt fra 1801 og frem til vor tid.

Blandt andet har en af smedene, Peter Larsen, skrevet en udførlig dagbog fra 1854-1927 om hvem han arbejdede for, hvad han lavede, og hvad det kostede. Den økonomiske afdeling tog smedekonen sig af. Hun skrev regninger, og de blev kun sendt ud en gang om året.

Smedekonen var med i virksomheden, men hun skulle nu ikke være for meget med. Der går en historie om en emsig smedekone, der hver morgen kom ind i smedjen, satte sig på ambolten og opfordrede folk til at gå i arbejde. Det fik de nok af, og en morgen havde de sørget for at varme ambolten godt og grundigt op på essen. Konen satte sig, kom hurtigt op igen, og siden holdt hun sig fra smedjen.

Smedjen er nok fra midten af 1700 tallet. Væggene er lerklinede af ler, der blev æltet med komøg og halm.

Karlekammer til lærlinge og svende

Omkring 1850 blev smedjen udvidet med en tilbygning, der rummede bolig til smedelærlinge og – svende, ikke et luksusrum, men det blev dog forsynet med stuehusvinduer, til forskel fra jernvinduerne i smedjen.

I den periode var smedens husstand stor, så der var ikke plads i privaten til lærlinge og svende. Der boede nemlig foruden smeden og hans kone og deres 6 børn, også forældrene på aftægt og en tjenestepige.

Det gjorde måske heller ikke så meget, at svendenes og lærlingenes bolig var beskeden, for der var ikke megen fritid.

Arbejdstiden strakte sig fra 6 morgen til måske 6-7 aften, og efter aftenmåltidet var det sengetid.

Lærlingelønnen var lille, og man var på kost og logi. Derfor betød maden allermest: Var den god, og var der nok af den? Det var der ikke altid, og så måtte lærlingen købe mere mad af sine sparsomme midler.

Lærlingene havde fri om søndagen, og som en del af lærlingekontrakten havde de lov til at smede for sig selv, og sælge hvad de lavede.

Hård straf for rømning

Man måtte ikke forlade sin arbejdsgiver. Hvad en rømning kunne få af konsekvenser er velbeskrevet i et eksempel fra Buerup. Smedelærlingen havde ikke fået løn i lang tid, han mistede tålmodigheden og rendte af pladsen, efter at han havde stukket et par træsko ind under trøjen. Nogen så ham, han blev meldt, og der kom en retssag ud af det. Lærlingen fik en bøde, der svarede til en årsløn, en hård straf men han slap dog for at komme i fængsel for tyveri af træskoene. Det viste sig nemlig, at han i skyndingen havde hugget et par umage træsko.

Smedjen reddet

Det er ikke mindre end et lykketræf, at den gamle smedje stadig eksisterer. Da den sidste smed, Bent Larsen, døde i 2006 uden arvinger, blev ejendommen sat til salg. Den blev købt af en lokal mand, der havde planer om at sætte stuehuset i stand til boliger. Så rejste han til Grønland, startede et firma i Nuuk og mistede totalt interessen for Reerslev. Den gamle smedje forfaldt til stor misfornøjelse for naboerne og også for Viggo Pedersen.

Som historisk interesseret kunne han ikke holde ud af se på, hvordan lokalhistorien lidt efter lidt gik tabt. Han kontaktede ejeren og spurgte om hans planer, og de lød i al sin enkelthed på, at kom der en mand forbi med en rendegraver, så skulle det hele ryddes.

- Det skulle han ikke sige til mig, så jeg spurgte, om jeg kunne købe smedjen.

- Ja, for en krone, lød svaret.

Så var sagen afgjort, dog ikke helt, for banken havde pant i ejendom på 50.000 kroner. Dertil kom udgifter til tinglysning, landinspektør o.s.v., så regningen lød på 65.000 kr, og dem betalte Viggo ud af egen lomme.

For at lette vejen til at søge offentlige tilskud blev der dannet en forening, hvis formand er Viggo Pedersen, og foreningen har løbende afdraget Viggos udlæg, så i dag er pengene betalt tilbage.

I årenes løb er der brugt 700.000 kr. til istandsættelse og vedligeholdelse af huset, og foreningen har fået tilskud fra diverse fonde og fra kommunen.

Alt på sin rette plads

Alt er på sin rette plads i den gamle smedje.

Viggo Pedersen fortæller, at da foreningen overtog smedjen, blev alt fotograferet for at være sikker på, at tingene fik deres autentiske plads igen. Det gælder blandt reolen med masser af små dåser og beholdere med indhold, som smeden havde helt styr på.

På bordet ligger en 10 stk. Cecil cigaretpakke, og hvorfor nu det? Jo, smeden, der var en sparsommelig mand, købte kun de små pakker og var stærkt fortørnet, da de blev taget af handlen.

På en hylde står en kasse med navnet Flügger, men det er ikke det firma, vi kender i dag. Det er en kasse fra det gamle tyske firma Flügger fra Hamborg, der åbnede en filial i København. På kassen, der er fra 1930’ erne, står der nr. 1600, universalgrøn, og det er netop den farve, der bliver brugt til smedjens porte og vinduer. Farvepulveret røres op med linolie:

- En fantastisk træbeskyttelse, der er bedre end hvad der kan købes i et byggemarked, forsikrer Viggo.

Som al tysk ejendom blev også Flügger konfiskeret af den danske stat, og produkterne solgt på auktion.

Håndens arbejde

Kigger du inden for i smedjen kan du være heldig blandt de frivillige at møde Poul Thomsen og Kaj Nielsen. De er fascinerede af det gamle håndværk og af de redskaber, der blev anvendt til at forme og skabe noget med hænderne. De fortæller meget gerne gæsterne om arbejdet, og hvorfor det ikke er tilfældigt, hvilken farve jernet har, før smeden slår på det.

Ingen af de frivillige er uddannede smede, men de suger til sig og har været med på et to dages smedkursus, hvor læremesteren sluttede med at sige, at nu ”kan I alt, hvad I har behov for. Resten er bare øvelse!”

Bog fyldt med smedehistorier

Viggo Pedersen er samler. Blandt meget andet samler han på smedehistorier, og dem har han allerede mange af. En dag kommer der måske en bog ud af det, og vejen dertil er nok ikke så lang, da Viggo også er direktør for Forlaget Almuebøger, der især lægger vægt på at udgive lokalhistoriske bøger.