Alt for få kommuner lever op til juniormesterlære – Kalundborg viser, at det kan lade sig gøre

Fra dette skoleår har juniormesterlære været en mulighed for alle folkeskolens 8.- og 9.-klasseselever. Men desværre har en stor del af kommunerne endnu ikke taget ordningen til sig.

Alt for få kommuner lever op til juniormesterlære – Kalundborg viser, at det kan lade sig gøre
Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

En ny opgørelse fra SMVdanmark viser, at regeringens forventning om, at 5 procent af en årgang skal i juniormesterlære, langt fra er indfriet. Kun hver femte kommune lever op til forventnigen, mens flere kommuner har slet ingen eller meget få elever tilmeldt. I Kalundborg Kommune opfylder regeringens forventning.

Alt for mange unge dumper i dansk og matematik og oplever, at folkeskolen føles for teoritung og virkelighedsfjern. Flere oplever skolevægring. Mange ender uden job og uddannelse. Samtidig vælger for få en erhvervsuddannelse. 

Her kan juniormesterlære være en vigtig del af løsningen. Tidligere forsøg har vist lovende effekter: Eleverne bliver både mere motiverede og klarer sig bedre fagligt, fordi undervisningen pludselig giver mening. De fik mulighed for at koble teori med praksis og mærke, at deres kunnen havde værdi.

Fra dette skoleår har juniormesterlære været en mulighed for alle folkeskolens 8.- og 9.-klasseselever. Men desværre har en stor del af kommunerne endnu ikke taget ordningen til sig. Det viser en ny opgørelse fra SMVdanmark baseret på aktindsigter hos kommuner i hele landet, oplyses det i en pressemeddelelse.

”Juniormesterlære kan blive et vendepunkt for mange unge, men det kræver selvsagt, at kommunerne bruger ordningen. Desværre viser vores opgørelse, at en alt for stor andel af kommuner stadig står helt uden elever i juniormesterlære. Endnu flere meget få elever med. Det er uholdbart, når vi ser, hvor stort et behov, der er for nye veje i folkeskolen,” siger Lasse Kjær, chefkonsulent i SMVdanmark. 

Store kontraster mellem kommuner: Fra 11 til 0 procent af en ungdomsårgang 

I Rebild Kommune er hele 11 procent af eleverne i juniormesterlære. På Ærø (9,8 procent), i Hedensted (7,5 procent), Assens (7,5 procent), Lolland (7,3) og i Frederikssund (7,2 procent) ligger tilmeldingen pænt over regeringens forventning med ordningen, som ligger på 5 procent. Det viser, at juniormesterlære kan lykkes, når den bliver prioriteret politisk og administrativt. 

I Kalundborg Kommune er tallet 5,4 procent og dermed opfyldes regeringens forventning.

Kommunernes ansvar er tydeligt 

SMVdanmark understreger, at ansvaret for at få juniormesterlære til at fungere ligger hos kommunerne. Det er kommunerne, der skal sikre, at elever og forældre kender ordningen, og at skolerne arbejder aktivt med den. Det må ikke overlades til den enkelte elev selv at finde ud af, at muligheden eksisterer. 

Juniormesterlære for alle med mindre snævre regler 

SMVdanmark foreslår, at alle kommuner forpligter sig til et bindende mål: Mindst 5 procent af eleverne skal i juniormesterlære. Flere kommuner viser allerede, at det kan lade sig gøre, blandt andet Kalundborg Kommune, så det er hverken urealistisk eller uopnåeligt. 

Juniormesterlære skal være et tilbud for alle elever – ikke kun dem, der er fagligt udfordrede. Det handler om at styrke faglig stolthed og give unge lyst til at prøve kræfter med erhvervsvejen uden at blive sat uden for fællesskabet. Derfor bør eleverne blive i deres stamklasser, så de ikke ”straffes” socialt for at vælge juniormesterlære.

Fakta om juniormesterlære:

  • Tilbud til alle folkeskoleelever i 8. og 9. klasse – også elever i specialundervisning.
  • Kombinerer folkeskolens undervisning med praktik eller praktiske forløb.
  • Skal styrke motivation, kundskaber og alsidig udvikling gennem praktiske erfaringer.
  • Eleven vælger selv juniormesterlære, men kun med forældrenes samtykke.
  • Kommunerne har ansvaret for at sikre, at alle elever får tilbuddet og den støtte, de har behov for.

Del