Almene boliger er ikke en social byrde – men en gevinst for Kalundborg 

Almene boliger er ikke en social byrde – men en gevinst for Kalundborg 
Almene boliger er ikke en social byrde – men en gevinst for Kalundborg 
For nylig havde jeg en dialog med en medborger, der mente, at Kalundborg hverken havde brug for flere almene boliger eller ville gavne af det. Tværtimod frygtede min medborger, at nye almene boliger ville skabe en “social bagside”. Jeg forstår bekymringen, men billedet er mere nuanceret – og faktuelt ser virkeligheden anderledes ud. 
Almene boliger udgør i dag omkring 16 % af boligmassen i Kalundborg, hvilket er lavere end landsgennemsnittet på ca. 20 % (Danmarks Statistik 2023). Kommunen har desuden ingen områder på statens lister over udsatte boligområder (Transport- og Boligministeriet, december 2024). Med andre ord: vi har ikke en social slagside som følge af almene boliger – og det er vigtigt at holde fast i. 
Hvem bor så i de almene boliger? Svaret er: os alle sammen. Omkring hver sjette dansker bor alment (BL – Danmarks Almene Boliger, 2024). Det er ældre, unge under uddannelse, familier, lønmodtagere – ganske almindelige borgere. Kun 11 % af udlejningerne til almene familieboliger i 2024 skete via kommunal anvisning (BL, 2025). Resten tildeles efter ventelister. Derudover har boligorganisationerne fleksible udlejningsredskaber, som netop sikrer blandede beboersammensætninger. 
Forskning peger på, at problemer kun opstår, når der sker en koncentration af udsathed i enkelte områder – ikke fordi der bygges almene boliger i sig selv (VIVE, 2022). Derfor er det en vigtig opgave at planlægge klogt: spredt byggeri, blandede boligtyper og bevidst udlejning. Det kan Kalundborg Kommune og boligorganisationerne allerede styre. 
Samtidig står vi i en vækstperiode, hvor Novos udbygninger trækker mange nye arbejdspladser til kommunen (TV2 ØST, 2023). For at tiltrække og fastholde både arbejdskraft og nye familier har vi brug for et varieret boligudbud – her spiller de almene boliger en central rolle, fordi de tilbyder både betalelige og tidssvarende rammer. 
At kalde beboere i almene boliger for “sociale tabere” er ikke bare misvisende, men stigmatiserende. De almene boliger er tværtimod en styrke for vores lokalsamfund: de skaber mangfoldighed, de sikrer rimelige huslejer, og de er med til at gøre Kalundborg attraktiv for både nye og nuværende borgere. 
Derfor bør vi hilse nye almene boligprojekter velkommen – ikke med frygt, men med forståelsen af, at de bidrager til en balanceret og bæredygtig udvikling af Kalundborg. 
Jeg er kandidat til kommunalvalget i 2025 for Socialdemokratiet i Kalundborg. En af mine mærkesager er at sikre en differentieret boligmasse – hvor der både er plads til unge, familier, handicappede, seniorer og medarbejdere i vores voksende erhvervsliv, så vi bygger et inkluderende Kalundborg med plads til alle.
Malene Ellebæk, kandidat til kommunalvalget 2025 for Socialdemokratiet

Del