Afslag på ny uddannelse

“Det er helt uforståeligt, at vi ikke får mulighed for at starte den nye uddannelse.”

Afslag på ny uddannelse
Til trods for stor efterspørgsel fra industrien, så bliver det ikke muligt at uddanne sig til diplomingeniør i robotteknologi og automation i Kalundborg fra 2025.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Til trods for, at der er solid opbakning til en ny uddannelse i robotteknologi i Kalundborg, har uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund sagt nej til, at Absalon kan oprette uddannelsen. Ifølge ministeren, er det de nuværende rammer for udbud af engelsksprogede uddannelser, der sætter en stopper for ansøgningen. Det skriver Absalon i en pressemeddelelse fredag. 

Til trods for stor efterspørgsel fra industrien, så bliver det ikke muligt at uddanne sig til diplomingeniør i robotteknologi og automation i Kalundborg fra 2025. Det stod klart torsdag, da uddannelses- og forskningsministeren offentliggjorde en række nye uddannelsesudbud, hvor den engelsksprogede uddannelse ikke var at finde på listen:

Et uforståeligt nej

“Det er helt uforståeligt, at vi ikke får mulighed for at starte den nye uddannelse,” lyder det i en kommentar fra direktør på Professionshøjskolen Absalon, Daniel Schwartz Bojsen.

“Såvel industrien i Kalundborg, Kalundborg Kommune og det udvalg der vurderer behovet for uddannelser (RUVU), støtter, at der kommer en engelsksproget uddannelse i robotteknologi. Danmark skriger på højt kvalificeret arbejdskraft, som er helt afgørende for en fortsat positiv udvikling af nogle af Danmarks vigtigste virksomheder. Absalon er klar til at etablere uddannelsen, og der er et stort behov for de færdiguddannede diplomingeniører. Alligevel bliver der nu sat en stopper for arbejdet,” uddyber Daniel Schwartz Bojsen.

RUVU, der rådgiver ministeren om behovet for nye uddannelser, skriver bl.a. i sin indstilling: “RUVU lægger til grund for sin vurdering, at det regionale behov for udbud af diplomingeniøruddannelse inden for robot- og automationsteknologi er veldokumenteret og underbygget…Dette ikke mindst set i lyset af de investeringer i og opskaleringer af industriproduktionen, der aktuelt finder sted i regionen. RUVU har noteret sig, at Absalon har gode erfaringer med at fastholde studerende fra både dansk- og engelsksprogede uddannelser i regionen. Samlet set finder RUVU det dokumenteret, at der er behov for, at uddannelsen udbydes på engelsk mhp. at opnå et bredere rekrutteringsgrundlag, der kan imødekomme et stigende behov for dimittender regionalt.”

Vil gerne have ansøgning behandlet igen

Ifølge uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund skyldes afslaget, at der i dag er begrænsninger på engelsksprogede uddannelser på erhvervsakademi- og professionsbachelorniveau.

“Jeg hæfter mig dog også ved, at ministeren i forbindelse med sit afslag, udtaler, at hun klart anerkender behovet for uddannelsen, og at hun derfor vil se på om rammerne for engelsksprogede uddannelser skal ændres. Det kan vi selvfølgelig kun støtte ministeren og regeringen i, at der bliver ændret på de begrænsninger, der er lagt på vores uddannelser. Vi er klar til at indgå i en hurtig dialog, så vores ansøgning kan blive behandlet på ny,” siger Daniel Schwartz Bojsen.

Del