Ægte fodboldånd i rød-hvide farver

Gaderne lå stille hen, da kl. blev 21 lørdag aften i Kalundborg. Der var nemlig en afgørende fodboldkamp, der skulle ses. Mange så kampen på Kontoret eller i Kalundborg Havnepark.

Ægte fodboldånd i rød-hvide farver
Lørdag aften var der sort af mennesker på både Kontoret og i Kalundborg Havnepark i forbindelse med EM fodboldkampen mod Tyskland. Foto: Gitte Korsgaard.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Lørdag aften var der sort af mennesker på både Kontoret og i Kalundborg Havnepark. De var nemlig alle kommet for at se den afgørende fodboldkamp, hvor Danmark spillede mod Tyskland.

Lørdag aften var Tyskland modstanderen i ottendedelsfinalen ved EM, og det betød også, at rigtig mange danske fodboldfans var forbi Kontoret i Kalundborg lørdag aften, hvor kampen blev vist på storskærm. Eller kalundborgenserne var gået en tur i Kalundborg Havnepark i det fantastiske vejr. Faktisk var der godt fyldt op foran storskærmene begge steder.

Langt de fleste var klædt i de rød-hvide farver, og der blev drukket øl på Kontoret. Men sjældent har der været så stille på Kontoret, som denne lørdag aften. Det var tydeligt, at kampen betød meget, og folk var koncentrerede om kampen på storskærmen. I havneparken var både børn og voksne repræsenteret, og her havde folk medbragt stole og tæpper foran storskærmen. Også her var der en rolig stemning, mange blev dog pænt trætte af, at storskærmen pludselig ikke viste billede længere, kun lyd, da der var 15-20 minutter tilbage af kampen. Efter at have ventet et stykke tid på at billedet kom tilbage på skærmen, pakkede folk sammen og gik hjem. 

Ude af EM

Det danske landshold måtte lørdag erkende et 2-0-nederlag til Tyskland i ottendedelsfinalen ved EM. Danmark scorede ellers mål i anden halvleg, men Joachim Andersens scoring blev annulleret. Det skyldtes, at man vurderede, at Thomas Delaneys tåspids var i en offsideposition. Kort efter fik tyskerne tilkendt et straffespark, da et indlæg ramte Joachim Andersen hånd i feltet. Den danske landstræner, Kasper Hjulmand forstår ikke de to VAR-kendelser, der gik imod Danmark i går, ligeledes gælder det for Joachim Andersen.

Del