Advents- og julekonkurrence hos Vores Kalundborg
For at få kalundborgenserne til i endnu højere grad at handle lokalt, har Vores Kalundborg flere gode tiltag i julehandlen.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Hvis man vil bevare butikkerne i sin by, skal man bruge dem. Vores Kalundborg er klar med en kampagne.
På det seneste bestyrelsesmøde i Vores Kalundborg blev det besluttet, at man i år ville sætte ekstra skub på julehandlen, og det ville man gøre med en særlig kampagne hen over julen.
"Vi vil gerne have kalundborgenserne til at støtte den lokale detailhandel, derfor kom vi op med en adventskonkurrence, hvor der hver søndag trækkes en vinder af et gavekort på 2.000 kroner," fortæller citykoordinator Anita Rasmussen.
Når man handler i en af de omkring 125 butikker, som er medlem af Vores Kalundborg, deltager man i lodtrækningen om et gavekort på 2.000 kroner. Hver søndag i advent trækkes der lod blandt de kunder, som har handlet i butikkerne i ugens løb, om et af de fire gavekort, og vinderen bliver kontaktet direkte.
For at deltage i konkurrencen skal man, når man handler i butikken, oplyse sit navn og telefonnummer. Konkurrencen starter mandag den 24. november, og det sidste gavekort udtrækkes den 4. søndag i advent, søndag den 21. december.
Kæmpe præmie til den store julekonkurrence
Vores Kalundborg har også en anden konkurrence, som de lokale pengeinstitutter er sponsorer for. Dragsholm Sparekasse, Nordea, Danske Bank, Jyske Bank og SJF udlover i fællesskab et gavekort på 10.000 kroner, der kan vindes af en heldig handlende i en af de lokale butikker.
For at få lodder i konkurrencen skal man handle i en af Vores Kalundborgs medlemsbutikker. Her udfylder man en kupon med navn og telefonnummer og deltager i lodtrækningen om at vinde gavekortet på de 10.000 kroner.
Vinderen udtrækkes den 19. december, og pengene på gavekortet skal bruges i mindst tre af medlemsbutikkerne.
De butikker, der er medlem af Vores Kalundborg, kan man finde via foreningens hjemmeside, ligesom butikkerne selv skilter med det.