Adopter en sang og støt Alsang i Gryden
Lokale virksomheder kan adoptere en sang, når Alsang i Gryden samler Kalundborg.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Lørdag den 6. juni får Kalundborg en ny folkelig kulturtradition, når Alsang i Gryden for første gang indtager Gryden på Møllebakken med fællessang, musik og lokalt engagement. Arrangementet skal samle borgere, skoler, foreninger, kor og kulturaktører i en fælles fejring af sangens evne til at skabe sammenhold.
Under overskriften “Sammen skaber vi lyden af Kalundborg” er ambitionen at gøre sang til et fælles anliggende. Lokale skoler og foreninger inviteres aktivt med, og kendte og engagerede personligheder fra Kalundborg fungerer som forsangere, mens publikum udgør det store, syngende fællesskab.
“Under overskriften “Sammen skaber vi lyden af Kalundborg” er ambitionen at gøre sang til et fælles anliggende, hvor deltagelse vægtes højere end optræden,” siger Klaus Vig Ødegaard, en af initiativtagerne bag Alsang i Gryden.
Et frivilligt og lokalt forankret projekt
For at gøre arrangementet muligt inviterer arrangørerne nu lokale virksomheder og organisationer til at blive en aktiv del af projektet gennem initiativet “Adopter en sang”. For et sponsorat på 1.500 kroner kan en virksomhed adoptere en sang i programmet og få sit navn og logo knyttet til netop den sang.
Alsang i Gryden er et frivilligt og lokalt forankret projekt, skabt i samarbejde mellem engagerede borgere og kulturforeninger. Eventuelle overskud fra arrangementet går ubeskåret til at sikre, at Alsang i Gryden kan fortsætte som et årligt tilbagevendende kulturarrangement til glæde for hele Kalundborg Kommune.
Virksomheder og organisationer, der ønsker at tage del i fællesskabet og sætte deres præg på Kalundborgs nye sangtradition, opfordres til at kontakte arrangørerne.