Absalon søger igen om uddannelse i Kalundborg
Uddannelsen er målrettet industrien i området, hvor efterspørgslen på medarbejdere med kompetencer inden for robotteknologi, automation og digitalisering er stigende.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Ny ansøgning skal sikre 40 studiepladser og dække industriens voksende behov for specialiserede ingeniører.
Professionshøjskolen Absalon har for anden gang sendt en ansøgning til RUVU om at etablere en engelsksproget diplomingeniøruddannelse i robotteknologi og automation på Kalundborg Campus. Uddannelsen er målrettet industrien i området, hvor efterspørgslen på medarbejdere med kompetencer inden for robotteknologi, automation og digitalisering er stigende.
Ansøgningen omfatter 40 studiepladser og skal styrke rekrutteringen af ingeniører, der kan arbejde med robotter og integration af avanceret teknologi i eksisterende systemer i virksomhederne.
“Vi ser et stort behov for dimittender med specialiserede kompetencer inden for robotteknologi, og med 40 pladser kan vi tilbyde industrien de kandidater, de efterspørger,” siger Daniel Schwartz Bojsen, direktør for Sundhed, Social og Engineering på Absalon.
Afslag i 2024
Absalon søgte første gang om at oprette uddannelsen i 2024, men ansøgningen blev dengang afslået. Begrundelsen var begrænsninger på engelsksprogede uddannelser på erhvervsakademi- og professionsbachelorniveau.
Afslaget blev mødt med kritik fra både industrien og Absalon, hvor Daniel Schwartz Bojsen blandt andet kaldte det “helt uforståeligt”.
I sin vurdering anerkendte RUVU dog, at der var et veldokumenteret regionalt behov for kvalificerede ingeniører, og at Absalon har gode erfaringer med at fastholde både danske og internationale studerende.
Nye muligheder for engelsksprogede uddannelser
Siden afslaget har uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund annonceret en aftale om 800 nye engelsksprogede studiepladser. I den forbindelse udtalte hun: "De internationale studerende bidrager med nye idéer, perspektiver og nu får de bedre muligheder for at uddanne sig til diplomingeniører, robotteknologer og maskinmestre i hele landet."
Aftalen åbner nye muligheder for Absalon, som nu igen har søgt om at udbyde uddannelsen i Kalundborg. Det engelsksprogede tilbud skal både imødekomme lokale og nationale behov for kvalificeret arbejdskraft og bygger videre på de eksisterende ingeniøruddannelser på campus.
Uddannelsen varer tre et halvt år, udbydes på engelsk og giver de studerende kompetencer til at forstå og analysere robotter i en bred virksomhedskontekst. Planen er studiestart i september 2027.
“Det er afgørende for både virksomhederne og uddannelsesinstitutionerne, at vi kan tilbyde et fagligt stærkt og økonomisk bæredygtigt uddannelsestilbud på engelsk,” siger Daniel Schwartz Bojsen.