Åbent Hus i Kalundborg Cykle Club

Til Åbent Hus-arrangementet kan man møde trænere fra de forskellige hold, også fra ungdomsafdelingen KCC Kidz.

Åbent Hus i Kalundborg Cykle Club
KCC inviterer til Åbent Hus søndag d. 7. april hvor der informeres om de mange forskellige hold der tilbydes. Arkivfoto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

Kalundborg Cykle Club inviterer alle interesserede til et Åbent Hus-arrangement søndag d. 7. april hvor der informeres om klubben og de mange forskellige hold som der tilbydes.

Kører du racercykel eller mountainbike og mangler et fællesskab, så er det måske en god ide at møde op i Kalundborg Cykle Club søndag d. 7. april mellem kl. 11.30 til 14.30 i klubhuset på Stadion Allé, bag vandrerhjemmet ved Munkesøen, hvor der er Åbent Hus. 

Kalundborg Cykle Club, eller bare KCC i daglig tale, kører MTB hele året rundt og racercykel på landevej i sommermånederne. 

Som så mange andre klubber har KCC også mistet medlemmer under Corona, og derfor gør de nu en indsats for at lokke flere til.

”Mange fik nye interesser under corona, bl.a. begyndte mange at cykle og nogle af dem vil vi da gerne have med i vores fællesskab, så det er en af grundene til, at vi inviterer til Åbent Hus,” fortæller Mikkel Pagh, formand for KCC, og fortsætter,

”Mange har fået det indtryk, at vi er meget elitepræget i KCC og derfor holder sig væk, men intet er mere forkert, vi har medlemmer fra 7 år og opefter, langt de fleste er motionsryttere på forskellige niveauer og så har vi nogle ganske få licensryttere, så her er plads til alle, lige fra nybegynderen til den mere øvede.” 

Til Åbent Hus-arrangementet kan man møde trænere fra de forskellige hold, også fra ungdomsafdelingen KCC Kidz.

Har du en MTB og en cykelhjelm, er der mulighed for at komme med en tur rundt på træningssporet i Munkesøen sammen med en af klubbens ryttere.

KCC byder på kaffe (eller en sodavand) og masser af kage.

KCC har lige omkring 100 medlemmer.

Del