Åbent hus hos Fjordglimt

Torsdag var der åbent hus på de første 30 boliger i Fjordglimt, som er indflytningsklar til april. To prøvehuse blev vist frem af folk fra Go´Bolig, der står for udlejningen.

 Åbent hus hos Fjordglimt
Der var over 70 tilmeldte til åbent hus i de nye rækkehuse på Herredsåsen. Anne Friis Thomsen fra Go´Bolig havde travlt med at skrive folk op. Foto: Charlotte Koefoed

Af Charlotte Koefoed   charlotte@tv-kalundborg.dk

Torsdag holdt Go´Bolig åbent hus på første etape af Fjordglimt, som kommer til at bestå af 57 rækkehuse. De første 30 er indflytningsklar til april

Med over 700 interesserede til boligerne og over 70 tilmeldte til åbent hus-arrangementet kan man konstatere, at interessen for de nye +55 boliger var overvældende. 

Anne Friis Thomsen, udlejningskonsulent hos Go´Bolig, havde sat sig ved et bord i det ene af de to prøvehuse, og her fik hun talt med en lang række mennesker. 

"Vores målgruppe er jo folk over 55 og det er også dem, vi ser her i dag. Folk, som bor i et stort hus med stor have, og som ikke orker eller har lyst til at passe det hele mere," sagde Anne Friis Thomsen.

Dorte og Niels-Jørn Mathiasen, der bor lige i nærheden af de nye boliger, var nogen af dem, der var mødt op til åbent hus. 

"Vi har en alt for stor have og et stort hus. Med kælder, og en hel masse ting. Men helbredet er ikke til at gå og passe det hele mere, så vi har allerede skrevet os op til en af boligerne," fortalte Dorte Mathiasen.

Parret har sat sig på en 4-værelses bolig og glæder sig til at kunne flytte ind. 

Dorte og Niels-Jørn Mathiasen har allerede reserveret en bolig i Fjordglimt. De ønsker at flytte i noget mindre. Foto: Charlotte Koefoed

En livsomvæltning

Når man som ældre vælger at flytte, er det andet og mere end bare at sætte møblerne på plads et nyt sted. Det er en livsomvæltning. 

700 er på interesseliste til nyt boligkvarter

"Man siger jo farvel til ens gamle liv og goddag til noget helt nyt," forklarede Niels-Jørn Mathiasen. 

Han bakkes op af Niklas Mikkelsen fra Go´Bolig, der torsdag stod udenfor og inviterede nysgerrige ind. 

"Det er den historie, vi hører hele tiden. Jeg var med til at udleje nogle lignende boliger i Albertslund, og her var det nøjagtig den samme historie, folk fortalte. At de ville slippe den gamle, alt for store bolig, rydde ud i alle de mange ting, de havde samlet sig gennem et langt liv," sagde Niklas Mikkelsen, mens endnu et par ville ind og se på prøvehuset. 

Den ene prøvebolig var en 3-værelses bolig på 77 kvadratmeter, der var møbleret. Her kunne man få et indtryk af materialer og indretningsmuligheder. Den anden prøvebolig var en 4-værelses bolig, som ikke var møbleret. 

Tre forskellige størrelser

Rækkehusene i Fjordglimt fordeler sig på tre størrelser, 2 - 3 og 4-værelses boliger. Der er 22 2-værelses, 25 3-værelses og 10 4-værelses boliger, som alle indeholder gulvvarme, køkken-alrum og terrasse med hæk.

Til alle boligerne hører også et skur og det er tilladt at have husdyr.

Der er desuden et fællesområde med et fælleshus, hvor der er gæsteværelser, et orangeri og fælles parkering med 8 ladestandere.

De første rækkehuse er som nævnt klar til april, mens de resterende 27 rækkehuse bliver klar til juli. 

 

Del