Åbenhed fremover – tak

Åbenhed fremover – tak

Åbenhed fremover – tak

Vi har mulighed for at starte på en frisk her i Kalundborg efter kommunalvalget. Lad os få alle kandidater med på et løfte om, at der skal være fuld åbenhed i vores kommune, at der føres møde-, beslutnings- og sagsreferater fra alle politiske processer, så vi ved, hvorfor der pludselig sker en masse ting, der påvirker og bestemmer vores hverdag. Det er da ikke for meget forlangt – vel?

Sådan foregår det ikke i dag – eksemplerne på tilsidesættelse af demokratiske spilleregler og dunkle beslutningsprocesser er desværre mange.

Senest har vi sagen om kommunens rolle ved NOVOs erhvervelse af byggegrunde i Kalundborg. Ledende embedsmænd har taget del i processen – det er en kendsgerning. Den slags sker ikke uden borgmesterens udtrykkelige velsignelse. Hvilket mandat har han givet dem? Hvordan har de refereret tilbage? Hvad var hans reaktion? Det er bare et par spørgsmål, hvor svarene er puttet ned i Martin Dams sorte boks. Den boks vil vi have åbnet. Du er valgt som borgmester – ikke som ejendomsmægler Martin.

I årene forud er gået talrige møder mellem NOVOs ledelse og embedsmænd og politikere fra Kalundborg. Alle uden dagsorden, forsikrer Martin Dam – i hvert fald uden referat. Ingen skal bilde mig ind, at ledere fra en af verdens største virksomheder sætter tid af til møder med en uvis dagsorden. Det er muligt, at Martin Dam ikke har haft nogen. Så er det på tide, at han får det. Vi vil godt vide, hvad I snakker om, for du er der på vores vegne, Martin.

Naturligvis kan en koncern af NOVOs kaliber have emner, som kræver fortrolighed. Jeg tror bare ikke, at det er den slags, der er på bordet, når de mødes med Kalundborg Kommune.

På Røsnæs har vi også oplevet Martin Dams tromle, når det gælder vigtige beslutninger, der kan påvirke vores hverdag. Hvis det for et år siden havde stået til borgmesteren og hans flertal, havde der nu været gang i byggeri af et ferieresort, der ville have skamferet Røsnæs. Aktive borgere fik forhindret det. De måtte også indsamle et større pengebeløb til den nødvendige juridiske assistance, men det lykkedes.

Imens kunne den flyvske idemager bag projektet fortælle, at han fik juridisk assistance af kommunen og praktisk hjælp af embedsværket til at pudse projektet af. Man skal til pengepungen for at få love og demokratiske regler overhold – i hvert fald i Kalundborg. Det skal vi ikke have noget af i næste valgperiode – vel Martin? Hvad kostede det i øvrigt i kroner og øre kommunen at give al den hjælp til idemageren?

Og dog er der netop i det forløb håb at hente. På borgermødet den 24. september om fremtiden for Røsnæs, sagde alle politikere med Martin Dam i spidsen, at det var godt, vi slap af med planen om et monstrøst Club Røs. Det var, hvad en stor gruppe røssere et par år tidligere og 30.000 kroner rigere sagde. Du skulle have lyttet til dem. Vel er du dygtig (nogle gange måske lidt for dygtig) og du er topprofessionel – ingen tvivl om det, men måske skulle du lytte lidt mere i næste valgperiode.

Der er næppe tvivl om, at du får skrabet dit flertal sammen igen, men til det flertal vil jeg sige: få jer en håndfæstning fra den kommende borgmester, om at i fremtiden bliver kommunen drevet efter de principper om åbenhed og demokrati, som jeg nævnte til indledning. Og lad os så lige få ryddet op i de udestående dårlige sager – inden vi sætter vores kryds.

John Wilken, Røsnæsvej 241, Kalundborg

Del