Åbent brev til Kommunalbestyrelsen i Kalundborg Kommune

Åbent brev til Kommunalbestyrelsen i Kalundborg Kommune

Læserbrev: Åbent brev til Kommunalbestyrelsen i Kalundborg Kommune.

Næsten halvdelen af de borgere, der klager over afgørelser inden for det sociale område i Kalundborg kommune, får medhold af Ankestyrelsen – jf. Enhedslistens læserbrev forleden.

En af disse borgere er min søn, der er blind, udviklingshæmmet og har autisme.

Den 16. maj 2022 søgte jeg om tilskud til merudgifter til handicapridning for min søn.

Den 12. oktober 2022 fik jeg afslag på ansøgningen.

Den 8. november 2022 klagede jeg til Kalundborg kommune med henblik på en revurdering af afgørelsen.

Den 17. april 2023 sendte kommunen sagen og min klage videre til Ankestyrelsen, efter at jeg havde rykket for et svar.

Den 7. september 2023 modtog jeg Ankestyrelsens afgørelse, der hjemviste sagen til ny behandling i Kalundborg kommune. Ankestyrelsen kritiserede, at kommunen ikke havde overholdt sin fire ugers frist til genbehandling af sagen.

Siden har jeg intet hørt i sagen.

Der er gået et år og otte måneder, siden jeg søgte tilskud til merudgifter for min søn, og der er stadig ingen afgørelse i sagen. Det er noget smøl.

Min søns sag er et eksempel på de mange afgørelser, som Ankestyrelsen omgør eller hjemsender til ny behandling.

Men ikke nok med det.
Min søns sag er også et eksempel på Kalundborg kommunes mange urimeligt lange sagsbehandlingstider. Jeg anklager ikke de kommunalt ansatte sagsbehandlere, der sikkert gør deres bedste.
Jeg anklager det politiske system, der bestemmer rammerne for sagsbehandlernes arbejde.
Som sagt: Min blinde psykisk handicappede søns sag er kun et enkelt eksempel.

Min søns sag er ”kun” et spørgsmål om et fuldstændigt lovligt tilskud til at dyrke en fritidsinteresse, der har stor betydning for ham i hans meget begrænsede udbud af fritidsaktiviteter. Min søns sag er ”kun” et spørgsmål om livskvalitet for en meget handicappet borger.

Jeg tænker på alle de borgere, der har langt alvorligere og livsvigtige sager.

For os pårørende og værger er det en udmattelseskamp at føre klagesag mod kommunen. Vi orker det næsten ikke. Vi har nok at gøre med at være der for vores handicappede pårørende. Vi har ikke brug for de benspænd vi oplever i forbindelse med fejl og langsommelighed i sagsbehandlingen.

Det er også spild af personaleresurser at bruge så meget tid på revurdering og ny behandling.

Kommunalbestyrelsen skal tage ansvar og gøre noget ved de mange fejl i sagsbehandlingen og de lange sagsbehandlingstider.

Marianne Carlsson, bosiddende i Kalundborg Kommune.

Del