8. årgang sørger for bespisning af 225 DM-deltagere

Rynkevangskolens 8. årgang har budt ind på opgaven med at stå for morgenmad og aftensmad til de mange deltagere og det klarer de rigtigt flot.

8. årgang sørger for bespisning af 225 DM-deltagere
Rynkevangskolens 8. årgang sørger for de mange praktiske opgaver i forbindelse med afvikling af DM i skolevolley i Kalundborg. Foto: Jens Nielsen

Af Jens Nielsen

I denne uge afvikles det danske mesterskab i skolevolleyball. 225 elever fra landets 9. klasser deltager, og når de ikke spiller kampe, opholder de sig på Rynkevangskolen, der sørger for både overnatning og bespisning af de mange elever.

De 225 elever fra 9. klasser fra hele landet overnatter og spiser på Rynkevangskolen mens der spilles om DM i skolevolley i Kalundborghallerne. 

Vækkeuret ringer kl. 06 for de mange DM-deltagere, så skal klasseværelserne ryddes for tasker og soveposer, for den almindelige undervisning på Rynkevangskolen skal stadigvæk fungere.

Rynkevangskolens 8. årgang har budt ind på opgaven med at stå for morgenmad og aftensmad til de mange deltagere og det klarer de rigtigt flot.

Onsdag morgen er der helt styr på opgaven med at få serveret morgenmad, og deltagerne har også mulighed for at smøre en madpakke.

”Det er så gode børn vi har her, både dem som hjælper og dem vi har besøg af. Det går bare så godt,” fortæller Annette Hallgren, administrativ leder på Rynkevangskolen.

”Det er 8. årgang som står for de mange opgaver, vi har både madhold, rundvisningshold og der er nogen som passer boden,” fortæller Louise Due, lærer på Rynkevangskolen, og fortsætter, ”Der er flot opbakning fra forældrene og så har Kvickly, Meny, Rema 1000 og Føtex sponseret en stor del af den mad som deltagerne spiser her på skolen, det er vi rigtigt glade for.” 

De mange 8. klasses elever som har jobbet med morgenmad går til opgaven med stor iver, bl.a. Lucas Noe Rønne, som er i gang med at tørre borde af i gymnastiksalen efter morgenmaden.

”Det er fint at være med til, også fordi man slipper for at skulle i skole. Vi har forskellige opgaver, bl.a. skal vi passe en bod og jeg sørger for vand og for at tørre borde af,” fortæller Lucas Noe Rønne. 

Overskuddet fra det store arrangement tilfalder 8. klasserne på Rynkevangskolen.

Del