5,9 mio. kr. til mere tryghed i Region Sjælland

I alt har over 30 projekter i Region Sjælland modtaget støtte i denne uddelingsrunde, også projekter i Kalundborg.

5,9 mio. kr. til mere tryghed i Region Sjælland
Næsten seks millioner kroner til tryghedsskabende projekter i Region Sjælland. Arkivfoto: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Næsten seks millioner kroner til tryghedsskabende projekter i Region Sjælland. Kommuner, foreninger og institutioner får støtte til førstehjælp, brandsikkerhed og redningsudstyr

TryghedsGruppens regionale råd i Region Sjælland har netop uddelt 5.950.673 kroner til nye projekter og aktiviteter, der skal styrke trygheden i regionen. Midlerne er fordelt på en lang række kommuner, foreninger og institutioner og er givet inden for fire af TrygFondens fem overordnede mål.

Uddelingerne skal bidrage til øget tryghed i hverdagen for borgerne i Region Sjælland og støtte initiativer, der gør flere i stand til at hjælpe sig selv og andre.

Fokus på hjælp i hverdagen

En væsentlig del af midlerne går til førstehjælpskurser, brand- og sikkerhedsudstyr samt redningsveste og cykelhjelme. Projekterne spænder bredt – fra kommunale pleje- og omsorgstilbud til skoler, daginstitutioner, idrætsforeninger og frivillige organisationer.

Blandt modtagerne er flere kommunale enheder i blandt andet Kalundborg, Holbæk, Næstved og Slagelse kommuner, ligesom også mindre lokale foreninger og klubber på tværs af regionen har modtaget støtte.

Støtte til både store og små projekter

De enkelte bevillinger varierer i størrelse fra mindre beløb på godt 1.400 kroner til større donationer på over 350.000 kroner. Midlerne er blandt andet anvendt til:

  • Førstehjælps- og brandslukningskurser
  • Indkøb af redningsveste og sikkerhedsudstyr
  • Mobile hjertestartere
  • Cykelhjelme til børn og unge
  • Trænings- og førstehjælpsudstyr

I alt har over 30 projekter i Region Sjælland modtaget støtte i denne uddelingsrunde. Projekter i Kalundborg, der modtager midler:

  • Kalundborg Kommune – Hjemmepleje, Sygepleje og Døgnrehabilitering: Førstehjælpskurser + Brandslukningskursus (359.640 kr.)
  • Kalundborg Kommune – Aktivitet og Plejehjem: Brand- og førstehjælpskursus (132.800 kr.)
  • Kalundborg Svømmeklub: Førstehjælpsudstyr (29.608 kr.)
  • Kalundborg Sejlklub: Sikkerhedsudstyr (15.000 kr.)

Næste ansøgningsfrist i marts 2026

Næste frist for at søge midler hos TryghedsGruppens regionale råd i Region Sjælland er den 1. marts 2026. På Tryghed.dk kan man læse mere om, hvilke projekter der kan opnå støtte, samt få vejledning i at skrive en god ansøgning.

TrygFonden varetager TryghedsGruppens almennyttige arbejde. TryghedsGruppen er største aktionær i forsikringsselskabet Tryg og arbejder for at skabe værdi og tryghed gennem langsigtet ejerskab og almennyttige uddelinger.

Del